Home Page
cover of Hjælp ep4 Christina
Hjælp ep4 Christina

Hjælp ep4 Christina

Asbjørn

0 followers

00:00-36:07

Nothing to say, yet

Podcastspeechmusicmusical instrumentinsidesmall room
1
Plays
0
Downloads
0
Shares

Audio hosting, extended storage and many more

AI Mastering

Transcription

The podcast "Hjælp, jeg er mor" explores the topic of why we are so busy. In this episode, Lene Rønne Pedersen, a family consultant, interviews Kristina, a researcher and lecturer who works long hours while also managing her family. They discuss how they coordinate their schedules and prioritize family time. Kristina acknowledges that being busy has been a constant in her life, especially since taking on a demanding job and saying yes to many commitments. She and her husband have had to coordinate and communicate extensively to ensure everything runs smoothly. They prioritize their children's needs and finding time for themselves as a couple has been a challenge. However, they have learned to prioritize family time and have started scheduling time together in their calendars. Despite the busyness, they have managed to make it work and maintain their commitment to each other and their family. Velkommen til podcasten Hjælp, jeg er mor. Jeg hedder Lene Rønne Pedersen og er familiekonsulent i Information. I denne podcast vil jeg gå på opdagelse i forskellige emner, som jeg som mor og os som familie stopper op ved og undre os over. I denne serie vil jeg belyse emnet Hvorfor har vi så travlt? Hvad er det, der gør, at vi hele tiden synes, at vi holder bagefter? Jeg vil tage ud og snakke med forskellige mennesker, både nogle fagpersoner og så helt almindelige familier, som står i forskellige livssituationer. Måske vil det gøre mig klogere på min egen praksis og mine egne tanker omkring lige dette emne Hvorfor har vi så travlt? Hvorfor har vi så travlt? Kristina, hun er lektor på University College i Kønning. Hun er forsker og så bruger hun rigtig, rigtig mange timer på at arbejde. Udover det her, så er hun gift og har tre teenage børn, som alle sammen bor hjemme endnu. De bor et stykke ude for fejle og jeg spørger hende lidt til, hvordan de kan få tid til at hænge sammen, når hun har et så krævende job og hendes mand også er meget væk hjemmefra. Så lyt godt med. Hej Kristina. Tak fordi du ville være med i den her podcast. Den handler jo om Hvorfor har vi så travlt? Og det er jo et spørgsmål jeg virkelig gerne vil stille dig. Er det et udslag du kender til? Ja det gør jeg. Altså både jeg kan genkende at folk snakker om at de har meget travlt, og jeg kan også genkende det fra mit eget liv, det at have meget travlt. Er det noget som er kommet ind i de sidste mange år? To, tre år efter coronaen? Nej, altså jeg synes det har været selvfølgeligende i mit liv. I takt med at jeg har fået et mere krævende arbejde, og et arbejde som jeg også har en vis interesse i. Det vikler sig sådan ind i hinanden, hvad der arbejder, hvad der interesserer sig, og det er sådan lidt svært at adskille. Og også sagt ja til mange ting, som har gjort at jeg egentlig gerne vil det arbejdsmæssigt, men det har også medført meget travlhed, også for meget travlhed. Har du en almindelig 8-4 job? Nej, det har jeg ikke. Altså jeg har haft det med en fuld tid, sådan et uafgrænset job som lektor på Udstudiet Syd. Og så ved siden af har jeg haft datavæg, at jeg er pædagogisk psykologisk sørgekyndig i min børne- og ungeudvalg, og som sådan noget der ligger ved siden af. Så jeg har haft en arbejdsuge, som har indebordet, at jeg har arbejdet meget snart i weekender. Også 10-måneder måske, tror jeg, det har været. Hold da op. Men jeg vil så sige, at jeg har mindre arbejde nu her, for jeg har nærmere nok det, der hedder almindelig fuldtidsarbejde, men stadigvæk med højdepunkter. Nogle steder, hvor det godt kan smise op på noget mere end almindelig 37 timer. Ja, netop. Men aldrig noget, der ligner deltid. Nej, du har virkelig knokset på arbejdsmæssigt. I har store børn, så det har været imens dine børn har været i junior- eller småbørn? Altså siden 2014, hvor jeg startede med min PDD-uddannelse, og som jo bare var enormt tidskrævende. Og krævende på alle mulige måder, og sådan mentalt krævende. Altså det var jo et arbejde, der bare fyldte alt. Så siden 2014, synes jeg, at det har været meget set til. Har det kunnet finde sit leje, eller føler du dig lidt bagefter? Jeg tror, det har vækslet lidt, hvordan det har været undervejs. Altså nogle gange, så har jeg synes, det har været svært at få enderne til at nå sammen, når jeg har fået forlidighed. Især, når jeg har skælet til andre familier, hvor jeg tænkte, at det gjorde det, det og det. Hvor jeg synes, det fik jeg ikke rigtig tid til. Og så, ja. Men jeg tror, jeg har meget tænkt på, at der var nogle ting omkring min børn, der var vigtige for mig, at jeg havde tid til. Og så længe jeg kunne nå det, så synes jeg egentlig, det havde et fornuftigt leje. Og så er der så mange andre ting, jeg har været nødt til at sortere frem. Og samtidig, så har jeg også for at kunne... Jeg har ikke været i kø på noget i forhold til børnene. De skulle ikke være belastet af, at jeg havde for travlt, eller havde mig at se til. Så nogle gange har jeg også virkelig knoplet for at også nå alt det, jeg vil omkring børnene. Ja, fordi der er jo meget omkring... Altså, I har tre børn. Jeg tænker, der er jo mange ting omkring dem, der også skal nås. Altså, skoleting og indbringe. Ej, nu bor jeg i en by, hvor de har gået i skole i byen, og selv kunne cykle lidt frem og tilbage. Men der er jo mange ting omkring de her børn, tænker jeg. Ja, altså, dengang det gik på den lokale skole og fritidsaktiviteter i byen, der var de jo sådan forholdsvis selvgyldne. Altså, man skulle lige... Nogle af dem lige følge dem. Og så har jeg også nogle gange haft iværks eller noget idrætsaktivitet. Så har jeg haft min computer med, og så har jeg fundet ud af at lave dem, mens de har været inde at lave et eller andet. Så har jeg fuldstændig lavet dem hjem. Og nu er der ikke rigtig nogen af dem, der er i byen længere. Så nu er der nogle andre ting, der tager tid i forhold til, at de skal mere ind til en større by. Ja. Så der er lidt flere køretimer. Der er flere køretimer, og der er langt mere koordinering. Ja. Hvem er dig og din mand? Er han også fuldstændig? Han er også fuldstændig, ja. Og hvordan har I så fået det til at komme sammen? Meget koordinering. Og aftale. Og prøve at gennemskue en uge. Jeg har haft det sådan med i weekenderne, at så skal vi lige snakke en uge igennem. Og lige finde ud af, om der er nogle huller. Det, jeg har altid frygtet, det var, at der var et brift. Altså et eller andet, børnene skulle til. Og så kunne vi ikke komme, eller vi glemte noget. Så det der med at få talt ugen igennem. Jeg tror, det er nogle gange så mange ting, der skal være. Jeg kan ikke gennemskue ugen. Hvad der skal ske i løbet af hver dag. Men lige for et overblik over, når vi taler det igennem. Er der et sted, hvor vi kan se, at der er et hul, hvor vi skal have gjort et eller andet. Vil jeg en, der ikke kan køre os, eller hvad det nu kan være. Når vi får ugen taget igennem, og ser, om det kan godt lægge sig til rette. Hvis min mand kan også flekse lidt. Hvis han går lidt tidligere der, så får vi det noteret. Så vi ved, at der ikke er noget her, der falder helt igennem. Og så tager vi det en dag for en dag. Hvad er det lige i morgen? Er der nogen, der skal køre os? Og hvornår kører vi? Hvornår skal vi være klar? For eksempel nu, når vi har teenagebørn. Lige når det er, at de kommer i tanke om det. Så der er lidt med, at vi skal vide det dagen inden. For hvis vi ikke ved det, så må vi selv finde ud af det. Det bliver vi nødt til. Og vi prøver selvfølgelig også. Men hvis det ikke lade sig gøre, så må de også lære at klare sig. Det er jo også på en eller anden måde et givet ansvar. For deres liv at lære dem at være i verden. At ting ikke bare sker. Ja, vi overlader det ikke bare til dem, men vi snakker jo om det. Og hvis han ikke melder ind, så kan vi jo ikke bare sætte alt vores til side. Selvom de nogle gange vil ønske, at jeg skal få ret til en spørgsmøde kl. 10. Kunne du ikke lige køre mig? Så er det sådan lidt, at det kan jeg så ikke lige. Der skal jeg arbejde. Så du må komme med på et sædvanligt tid. Tænker du ikke, at det er okay selv for børnene? Jo, det tænker jeg. Det er jo også noget med at prøve at tænke sit eget liv igennem. Eller sin hverdag igennem. Og få styr på, hvad man skal. Man skal også lære at diskriminere over sin tid. Og få overblik om, hvad det egentlig er, jeg skal. Og hvad jeg har tid til. Det kan de unge jo også så. Så det med at få tænkt sin dag igennem. Kan det overhovedet hænge sammen? Tænker jeg også, at der er noget godt i, at man ikke bare lader sig rive med. Ja, helt sikkert. Også fordi de er i den alder, de er. Der er altså nogle valg. Når nu alt den her tid kommer med arbejde, koordinering og alt muligt. Er der tid til dig og din mand ind i alt det her? Det ved jeg ikke. Det har vi været lidt udfordret for, at der er tid til det. Fordi det lyder, som om vi er karrieremennesker. Det ved jeg ikke. Jeg tænker faktisk ikke om det. Jeg har et arbejde, jeg går op i og synes er spændende. Men det er altid familien, der har vores prioriteter. Det tror jeg er ret benhårdt. Selvfølgelig kræver mit arbejde noget, men det må aldrig gå på komik. Så hvis der er et eller andet, så er det simpelthen familien først. Og derfor tænker jeg, når jeg tænker tilbage. Jeg kan jo ikke helt vide, hvordan børnene oplever det. Men når vi snakker om det, så siger de, at vi ikke har fornemmelse af, at du har arbejdet så meget. Så jeg tror på en eller anden måde, at jeg har fået det minglede på nogle måder. Hvor jeg tror, at det der med, at det der var vigtigt for dem. Det har jeg både prioriteret. Og så er der mange andre ting, jeg ikke har kunne. Men når der så er den der tid, så er det børnene, der har fået første prioritering. Det er, at vi er sammen som familie. Og ikke så meget min mand og jeg. Det har der ikke været så meget tid til. Så noget af det, som vi har begyndt at gøre, det er, at vi lægger aftaler i kalenderet. At der skal vi noget sammen. Min mand og jeg. Ellers så har det været flere år, hvor vi ikke har lavet noget sammen. Men alligevel har I holdt fast og holdt ved. Ja. Det er jo dejligt. Ja, det er det. Ja, fordi man tænker, så kan man godt tænke, at vi får at vide på alle sociale medier og alle mulige andre steder. Så dermed nu skal I huske at pleje både dig selv og din ægte selv. Der er så mange ting, vi skal huske og nå. Og gøre, for at man kan være i det her vellykket liv, som vi alle hiver det efter. Eller, nu kan jeg kun tale for mig selv. Men det er jo den vej, man prøver at gå. Men I har jo formået alligevel at finde ud af det. Og koordinere det. Ja. Og snakke om det. Altså, jeg kan jo godt genkende det der med, at der er mange ting, man føler, man skal leve op til. Og det kan jeg også godt selv. Og det der med, at vi har fortrævlet. Og der er så meget, vi skal nå. Selvfølgelig er der også noget udefra. Men jeg tror, det ligger meget ved os selv. Og de forbindninger, vi sætter til os selv. Om, at vi skal alt muligt. Og det kræver både nogle prioriteringer, men også en erkendelse, at vi ikke kan nå det hele. Og at det er godt nok, som det er. Og at vi vil opleve, at vi er utilstrækkelige. Og det er en del af livet. Og så må man ligesom prøve. Jeg prøver at være med at have lidt styr på sin prioritering. Hvad er det, der er det vigtigste? Og det er, at min mand og jeg ikke har haft så meget tid hos hinanden. Jeg tror, det der med at være fælles om. At børnene skal have det godt. Som vores fælles opgave har jo givet os noget i vores relation. Selvom vi ikke har brugt tid sammen. Men den opgave har været vigtig for os. Så den har ligesom båret igennem. Det, at det ligesom er børnene, der skal have de bedste forudsætninger for deres liv. Og det er jo ikke sådan, at vi så pleaser dem eller gør alting. For det kan det heller ikke. Jeg vil i hvert fald prøve at give dem de bedste betingelser for, at de har det godt og kommer godt ud i livet. Og det er den opgave, eller det, der har været min pejling i det. Og derfor har det også nogle, der har oplevet, at der er mange ting, jeg ikke har gjort. At jeg ikke har været så engageret i frivillig arbejde. Jeg har heller ikke haft det sociale liv med at se mange mennesker. Det har jeg ikke kunne overkomme. Og det er jo sådan et valg. Jeg kan ikke nå det hele. Og så tænker jeg, at så kommer det også en tid, hvor det nok skal komme. Men lige nu, der er det det, der er det vigtige. Kan du huske, at du sådan for et tidspunkt har tænkt, at nu er det bare det valg, jeg trapper. Eller er det bare noget, der er kommet løbende? Jeg tror, at jeg har tænkt meget over, at det, jeg lavede aldrig, må stå foran mine børn. Jeg har et arbejdsliv, hvor jeg synes, der bliver forventet og vurderet helt vildt meget. Og man skal præstere, og man kan komme til at føle sig utilstrækkelig og alt muligt. Og lige det har det faktisk været godt for mig at holde det op med at sige, at det er ikke så vigtigt. Det vigtigste er simpelthen, at mine børn har det godt. Og at de har det godt, det er ikke afhængigt af alt det, der forventes. Altså det, som omverden kan vise, at vi skal se ud på nogle bestemte måder og have det perfekte hjem. Og vi skal have mange venner. Det er jo ikke det, der giver dem det bedste. Ikke fordi jeg glemmer at påvirke af det, men jeg har godt kunnet studere det lidt fra. Ved at sige, at det er dem, der er hovedopgaven lige nu her. For der er mit fokus, der er det vigtigste. Ja, det er den største prioritet. Og den tror jeg faktisk, når jeg tænker tilbage, at den har altid været der. Og det har ikke betydet, at jeg ikke har arbejdet. Altså, jeg har ikke været på en nedsat tid eller noget, men så er der meget andet, jeg har søgt sted fra. Ja, så er det lidt sociale og kæfteliv og hvad der nu ellers er. Fitness, eller det har du måske også noget. Fitness og løbentur. Det giver bare mig meget godt, at løbe en tur. At komme ud i naturen, det er ligesom der, jeg også kommer helt ind til benet af, hvad der egentlig er vigtigt. At det menneskeskab forsvinder lidt, når man løber ud i skoven. Så det giver bare meget. Så det at løbe, det har også været en høj kvalitet. Ja, og sådan et frirum inden i alt. Ja, ja. Hvad tænker du nu? Nu har du jo teenagebørn. Ja, 14, 15, 16, 14. Det var jo ikke længe, der har jeg ingen børn, eller hvad? Nej, nej. Det er min hele gade i livet. Hvad skal så stå? Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg nok ikke tænkt så meget over det. Fordi jeg ved, det ville være rigtig svært for mig, den dag de gik hjem. Det ville virkelig være en sorg. Når jeg tænker på det, så bliver det næsten en tanke i forhold til, netop at holde fast i, at jeg må ikke have så travlt, at jeg ikke har tid til at nyde, at de er hjemme. Fordi travlhed nogle gange gør os til nogle lidt dårligere mennesker. Vi bliver lidt mere, eller jeg i hvert fald, lidt mere kortlundet, og lidt mere irritabelt. Ikke lige den bedste udgave af mig selv. Så det der med at ikke have for travlt, det kan man give i tider, når man har teenagere. Der er noget med den måde, de gerne nogle gange bare går i støv. Ja, og ser, hvordan det bare ser ud, når de har forladt. Det er selvfølgelig ikke overfor mig. Det skal man også snakke med dem om. Men grundlæggende kan nyde påsken, at de er hjemme. Derfor er der noget i forhold til, at når de er for gamle og flytter hjemmefra, så skal det simpelthen nydes. Og så er travlthed i hvert fald en dårlig kombi, i forhold til at nyde internettet. Ja, det er det. De har jo tid, der hvor de har tid. Ja, og det er jo ikke lige det samme. Og det er ikke altid, man tænker, man har tid samme tid som de har tid. Det er så der, man må tage for tid. Ja, det er det. Men det er jo lidt spændende, det her med livsfaser. Vi skal jo igennem nogle forskellige faser ind i det. Og der tænker jeg også, hvad er det, vi vil bruge vores tid på? Og det handler om at tage nogle aktive valg, ind i hvad det så er, vi bruger vores tid på. Du har taget nogle meget aktive valg om, at det er familien, der er det vigtigste. Men at arbejdet også har en høj kvalitet. Og det er jo fordi, at du som person synes, det er spændende. Ja. Og kan lide det, tænker jeg også. Jo, det kan jeg faktisk godt. Og det er der vel ikke noget galt i? Nej, jeg kan huske, da børnene var små, jeg synes nogle gange i de sammenhænge, jeg var, jeg ved ikke, om det var særligt i Christians sammenhænge, at alle var på nede fra tur. Det er jo bare et spørgsmål, hvor meget man var på nede fra tur. Der kan jeg huske, jeg fik sådan lidt dårlig samvittighed og tænkte sådan, om jeg ikke var helt god nok mor, fordi jeg faktisk ikke havde lyst til at gå på nede fra tur. Jeg synes egentlig, at jeg var glad for mit arbejde og kunne ikke lige se sådan, at jeg skulle gå mere hjemme. Men der kan jeg huske, jeg havde sådan en overvejelse i forhold til det, om det var en forkert prioritering. Hvad kom du frem til det? Jeg kom frem til, at jeg tror ikke, jeg var en bedre mor af at arbejde mindre. Men at det mere handlede om, at arbejdet ikke løb afsted med mig. Altså, at jeg også fik sat nogle grænser i det. Fordi det også bare kunne tage alt min tid. Sådan at, jeg tror, det der med helt snart tænkt, at det er bare en stund, man har børn hjemme, og dem vil jeg gerne være til stede og nyde og være med i de oplevelser, der er. Så jeg tror helt, at jeg har holdt den op i forhold til mit arbejde. Ikke fordi det altid har været nemt, men på en eller anden måde har det hjulpet mig til at holde fast i, at det ikke løber afsted med mig. Og også den tanke om, at jeg har jo bare livet i ganske kort tid, så hvad er det egentlig, jeg gerne vil? Så den der med helt sådan en prøvelse, det er lidt op imod, at det skal du ikke bare have i morgen. Hvad var det så, jeg ville vælge? Jamen, så var det jo helt klart børn, ikke? Og ikke fordi man skal gå og tage afsked hver dag, men så er der jo noget med at holde fast i, hvad er det egentlig, der er det vigtige. Og så ud fra det, at holde fast i det. Og prioritere egentlig det, for der er så meget i verden, der kan få os alle mulige andre steder hen og bilde os ind, at det er det ene og det andet, og vi kan let snytte af det og tro det, og tænke, alle andre, de har, de kan det hele. På overfladen kan det i hvert fald se sådan ud, ikke? Men så lave din egen prioritering. Hvad er det en, der ser som det vigtigste? Og hvis det er det, jeg gerne vil, og der også er noget andet, jeg gerne vil, hvad er det så, der helt naturligt må prioritere os fra? Og selvom det kan være svært, fordi man jo også kan føle, at det bør man gøre, og hvad tænker de andre, men så alligevel sige, at jeg kan ikke det hele, og at det er det her, der er det vigtige. Ja, det tænker jeg også er en vigtig lærer, det der med at finde ud af, at man kan ikke det hele. Man bliver nødt til at sortere, hvilke ting, man får ind. Altså, både fra det, samfundet giver os, men også det, vi selv pålægger os. Ja. Så er det vel meget det, at det, vi selv pålægger os, kan virkelig være en virte, hvis vi føler, at vi skal leve op til alt muligt. Ja. Også det med nogle gange at tænke, det er okay at lave fejl. Selvom jeg først har sagt, at noget af det, jeg har frygtet, eller frygtet, men ikke helst vil undgå, det var lidt at miste et eller andet. Tænk, hvis jeg glemte, at mine lille børn glemte et eller andet, og ikke har set noget, der aflagde. Så sat dem i en forlejningssituation. Jeg frygtede så meget med, at jeg glemte, men mere, hvis det sat dem i en forlejning, og de sidder der, og min mor har glemt, og de har glemt det. Men også bare at være lidt nådige ved sig selv, og tænke, det er altså okay at fejle. Vi kan ikke alt. Vi kan ikke alt, og heller ikke alt for højtidligt, hvad det angår. Det skal se ud, som om man har styr på det hele, og bare nogle gange tænke, jamen jeg havde bare ikke styr på det der, og det er mistet. Så må man jo ligesom, altså også med børnene sammen med dem, det er jo en del af livet, det skal de jo også lære, at nogle gange, så går det ikke ligesom de har tænkt, eller de har glemt det, eller noget, og så klarer vi det alligevel. På den måde giver det jo også stemnet, tænker jeg, når man selv fejler, eller der er noget, der passer forbi, og man har glemt det. Ja, jeg kan sætte mig så godt ind i det. Jeg har sådan en dreng, der spiller meget håndbold, og så havde jeg kommet til at finde hans håndboldtøj, fordi det lå i vaskmaskinen, og så skulle han spille kamp, og han skulle have brugt sit kamptøj, og så lå det der inde i vaskmaskinen, og han kommer jo, hvad, fem minutter før, og så lægger det derinde. Så lægger det derinde, og jeg følte mig seriøst som verdens dårligste mor, der bare ikke havde tænkt på, at hans tøj jo lige var blevet smidt i vaskmaskinen. Men jeg tror også bagefter, at jeg havde sådan en, han havde jo også et ansvar, for ligesom at komme en time før og sige, jeg skal have pakket mit tøj, hvor er mit tøj, akkurat, ikke? Jo. Så der er sådan en læring i det der med, altså jeg tror, at jeg som forældre, måske nogle gange påtræder mig så meget, som mine tidligere børns vegne. Hvordan snakker I om sådan nogle ting, med jeres tidligere tøj? Altså hvordan lærer I dem? Det er sådan, at I gerne vil lære dem, altså give dem noget livsforfejl. Ja. Altså jeg kan meget godt genkende det der med, at jeg vil gerne sådan, hver ene vej en lidt for dem, så de ikke oplever alt for mange nyderlag, nyderlag og uheldige ting. Det har jeg også skulle tage mig selv i, at det er jo en del af livet, og det skal de jo også lære at takle. Jamen altså vi snakker jo om, at det jo er netop en del af livet, at alt ikke bare går, som man lige har tænkt, og at man nogle ting, kan man måske godt forberede, som du siger så med, at man ikke lige en halv time inden man skal afsted, finder ud af, når tøjet det er så vådt, at man ikke bare kan ligge det over på andre. Jeg har faktisk et ansvar for mit liv, og det der har noget med mig at gøre. Så det er jo også en god ting, at man ligesom lærer det, men også, altså jeg tænker jo, at børn og unge, de kan jo også via de sociale medier, få en oplevelse af, at tingene skal bare være perfekte. Så det med måske også at gå lidt imod det, at det ikke bare er perfekt, også kan vise det uperfekte. Ikke fordi jeg tror faktisk ikke ens børn tænker, som forældre, at man er de perfekte, de ser masser af fejl og sådan noget, men man kan forstås leve et liv, hvor man også vil prøve at leve op til det. Og derved kan man jo også vise dem, at det her er faktisk vigtigt. Det er vigtigt, at der ikke er noget, der er misser, i stedet for, vi snakkede også noget om det, at man kunne sige pyt til nogle ting. Åh ja, pyt. Så skete lige det der, det havde jeg egentlig helt styr på, og så var det heller ikke værre. Jeg tror, det er sådan, at i talet, det er noget, der hører lige ud til, for ellers så bliver man jo slået omkuld, tænker jeg, hvis man tænker, at man ikke må lave fejl, og man skal kunne klare det hele. Og især, når man sådan bliver ældre, altså når de er nede i gang med en ungdomsuddannelse. Jeg har en, han er meget god til at sige pyt, og ikke tage det seriøst, og så har jeg en pige, som skal lære, og ikke også tage det helt seriøst, og det er også okay at fejle, for hvis man tror, at man kan nå det hele, så får man jo alt for travlt, og kan slet ikke hænge sammen som en menneske. Så det er jo også noget med at lære dem, at i alt det, der står trækker i os, så bliver vi også nødt til at stå fast og sige, at det er vigtigt, at jeg kan være i det her liv, og at jeg har det godt, og så er der også nogle ting, man bare må lade passere, og sige, at det skal ikke have lov at trække afsted med mig, og at det er for eksempel at få til at lære, at der er mange ting, der er meget vigtige. Så jeg tror, det med at snakke med dine børn om det, fordi de bliver farvet af det, de ser, så hvis man ikke får snakket om det, så får man jo et rigtigt spørgmøde ved det der billede af, hvordan er det, man tænker, at verden er, livet er, og ens deltagelse, eller ståsted i det. Ja, fordi vi kan jo også, som forældre måske, komme til at dreje døren for meget for dem, når alting bare er løs. Hvor jeg tænker, at du har fuldstændig ret i, at det er godt, at de oplever, at vi forældre heller ikke er forfærdelige, og får snakket med dem omkring det. Ja, er der noget, der kan lide på en, man kan lide at hvile? Nej, og man benytter sig ofte nogle valg i det omkring, hvad man så vil, og finder ud af, hvad ens værdier er. Og ens værdi kan jo sagtens være, at man gerne vil være super dygtig fagligt, eller et eller andet. Det er en stor værdi i en. Det er der jo ikke noget galt i. Jeg tænker også nogle gange, at det handler om, at vi lige får stoppet op, og truffer nogle valg på vores livs vegne. Så vi ikke bare følger med. Og det tænker jeg faktisk, kan være en samtale, man har med dem. Man kan jo gøre det i løbet, men der er det ene, der betyder noget i dit liv, hvad det er, der er vigtigt, at du gerne vil. Det kræver, at man foretager sådan nogle prioriteringer. Fordi hvis man gerne vil være dygtig i skolen, så kan man måske ikke alt muligt andet. Og vil man hellere det, at det er mere vigtigt, så kan man måske ikke være så dygtig i skolen. Nogle værdier er vigtige, for ellers kommer de også ind i det nye hverdag, så de ikke kan tage pusten fra dem. Ja, også fordi jeg tænker sådan, at dengang jeg var barn, der fik jeg at vide, at du kan blive alt, hvad du har lyst til. Da min mor var barn, der var det, at du kunne blive det, dine forældre lavede. Der er sket et skred fra min mor til mig. Det er et større skred, tænker jeg nogle gange, fra mig og så til mine børn. Fordi de står jo virkelig med mange, mange, mange, mange, mange diagnole på deres livsstil. Ja. Og står meget med sig selv. Der er ikke rigtig noget, der er givet på forhånd til det. Nej, det er afhængigt af den enkelte læg, og det er jo bare et kæmpe ansvar. Jeg føler ikke, man får fejl ind i det. Ja, jo. Så har man kun sig selv at bedrætte, fordi man ikke gjorde det godt nok. Fordi når man nu kunne det hele, så kunne man alligevel det. Det er sådan helt misforstået, at det er sådan, det bliver fremlagt, at man kan alt. Altså, det skaber jo enormt pres på de unge i dag. Og gør det i hvert fald ikke til et sted, hvor man kan lave fejltægelser, men hvor man netop skal være målerettet. Man kan jo næsten ikke sortere noget fra, at man skal jo kunne det hele, for at få alle de her muligheder til at blive realiseret. Ja. Ja. Det er jo også forældreopgave ind i det her. Det er jo netop at vise dem nogle af de ting. Altså, der sker jo fejl i livet. Ja. Vi bliver nødt til at tage nogle valg. Altså, om det så er, at jeg går årligende på arbejde, eller der er nogen, der vælger at lade være med arbejde, eller hvad det nu er. Så træffer vi nogle valg, og de valg bliver vi nødt til at tage ned. Ja. Ja, og så tænker jeg også, hvad er det så for nogle valg, vi træffer? Altså, man kan jo godt lige tro, at det er det her, der er det vigtigste. Og så faktisk, hvad er det egentlig, der er vigtigt? Jeg ved godt selvfølgelig, hvor man også har mere livserfaring, og man tænker på en anden måde, jo ældre man bliver. Men det vil have en eller anden pejling i, når jeg træffer de her valg, hvad det grundlæggende er, der er vigtigt for mig. Sådan at de også har et kritiseret støvsted. Altså, når de så træffer nogle valg, det er ikke bare sådan lidt tilfældigt, men det er fordi, det er det her, der er vigtigt for mig. Det tror jeg, at man kan hjælpe dem til. Og jeg tænker også, at hvis man som forælder er så fortravlet, og man vil prøve at nå det hele, man vil leve op til det hele. Altså, man vil ikke leve op til det der billede af, hvordan den perfekte familie er. Så lærer man jo let op til sine børn, om at det er sådan, man skal leve. Og at man kan det hele, hvis man bare... Tror nok på sig selv. Tror nok på sig selv, og knokler derude af. Så det er jo helt forkert, tænker jeg i hvert fald, at give dem det billede der. Ja, for det kan ikke kroppen takke. Det er en fysisk repræsentation. Nej, det kan den ikke. Så det kan være nogle åndehuller også. Ja, og så tænker jeg også, at det der med, at vi har travlt noget med selve, og det vender mig så helt lige, når man hører det der. For jeg synes da, at man er helt fejl for støvet, altså at sådan lidt mange for taknemmelighed, synes jeg faktisk lidt det bliver, at vi snakker om, hvor travlt vi har. At vi slet ikke får øje på alt det der, der er, som er vigtigt at få øje på. Så selve det, at vi har fået sådan et samfund, og vi snakker om det hele tiden. Og jeg tænker, vi egentlig reelt har det, men jeg synes da bare, at det er enormt trist, at det er kommet til at fylde så meget, at vi har for travlt. Ja, og det er jo noget, der bliver i tale sættet helt hensyn til. Altså lige meget hvor du går hen, så er der nogen, der i tale sætter det her ned. Åh, vi har for travlt. Måske er vi i gang med at prøve at tage sådan en offerrolle for den her travlhed. Ja, det vil godt være. At vi faktisk ser os selv, som nogen, der altid bare har travlt, og ikke rigtig kan komme ud af den. Ja. For hvad er det, vi har travlt nu? Ja. Det er et godt spørgsmål. Det er ikke sikkert, man nogensinde finder ud af det. Nej. Jeg tænker jo, at folk har oprigtig travl. Det tror jeg også. Hvis man skal optage det, der er forventet. Nu ved jeg bare, at aflære har været sin diskussionspunkt. Så hvis man tænker, der skal jeg også spille med hele tiden, der kan man jo også tage et standpunkt og sige, jeg kigger en gang i ugen, og hvis der er noget, der glipper, så kan man, og det er godt, det spiller også med børnets alder, men vores datter får man stadigvæk at aflære. Vi siger til hende, vi kigger en gang i ugen, og ellers så må du også selv lige holde øje, for mere gør vi altså ikke. Så man kan jo også selv gå lidt op med den der travlhed, og stange lidt op, og sige til hende, jeg vil simpelthen ikke det der. Ja. Og nogle gange så handler det om, at man får øjnene på et eller andet, som ikke fungerer. Ja. Man må have fået øjnene op for det, og gå op ved det og tænke, hvad kan jeg så gøre anderledes, når det her egentlig ikke fungerer? Ja. Jeg har læst nogle ældre mennesker, der bliver rettet i deres liv, det er mange gange så det der, at man får de vise ord, og dem, der går tilbage på det. Jeg husker, de havde det i Kristi Dagblad, med nogle forskellige, der fortalte om, hvis de skulle gøre noget om i deres liv, at de skal have mindre travlt, og have mere tid til sin familie. Ja. Og det er jo ærgerligt, hvis man så selv kommer dertil, og så tænker det samme, ikke? Så det er det, der når vej, at tænke, er det det her liv, jeg gerne vil leve? Og selvfølgelig er der nogle vigekår, man ikke bare kan ændre på, men der er jo også noget, man kan ændre på. Og er det så noget, der kalder på, og det skal der justeres på? Ja. Ja, så man faktisk har sit liv seriøst? Ja, det tænker jeg faktisk hele vejen, ikke? Og ikke bare lade den ene dag tage den anden, men lige stands op og tænker, er det det her? Og hvis det ikke er det, ikke sådan utilfristet, og det hvile bare skal pladskes dig, men bare sådan, når jeg nu også har mulighed for, hvad er det faktisk, jeg gerne vil bruge min tid på? Og er der noget, der skal ændres, når man tager det der aktive valg? Og det betyder jo ikke nødvendigvis, at det er tid, hvis det er det, men der er bare nogle ting, der skal sorteres fra. Og måske særligt det der med at sortere fra, eller blive lidt sådan immun. Hvis man kan overfor alle de der udfra kommende krav, eller i hvert fald forestillinger om, hvem man skal kunne, så er det grundlæggende at være lidt mere nødigt ved sig selv. Og tænke, at det er godt nok, altså den der good enough måder, som hele psykologien, altså jeg er en god nok mor, at være god med sig selv. Ja, og samtidig holde fast i det, der er vigtigt, altså sin familie. Relationer, altså det der virkelig giver næring til livet. Ja. Det har simpelthen været endnu mere spændende at snakke med dig, Kristine. Tak fordi du ville komme. Det er jeg virkelig glad for. Det har været spændende at være med. Tak fordi du ville støde med. Jeg bliver altid lidt klogere på, hvorfor vi gør, som vi gør, når jeg hører andre mennesker fortælle. Denne podcast er lavet af Indre Missions familiearbejde. Du kan finde flere afsnit og andre podcast på www.immedia.dk hvor der også er mulighed for at støtte arbejdet økonomisk. Danske tekster af Jesper Buhl Scandinavian Text Service 2018

Listen Next

Other Creators