Details
Fru Halvgammel elsker at surfe på nettet, og at købe ting på nettet. Og nu er hun så kommet til at købe en el-bil. Det er hr. Halvgammel ikke helt tilfreds med. Men det bliver værre endnu.
Big christmas sale
Premium Access 35% OFF
Details
Fru Halvgammel elsker at surfe på nettet, og at købe ting på nettet. Og nu er hun så kommet til at købe en el-bil. Det er hr. Halvgammel ikke helt tilfreds med. Men det bliver værre endnu.
Comment
Fru Halvgammel elsker at surfe på nettet, og at købe ting på nettet. Og nu er hun så kommet til at købe en el-bil. Det er hr. Halvgammel ikke helt tilfreds med. Men det bliver værre endnu.
Fru Halgammel likes to surf the internet and often ends up buying things she doesn't need. One day, she buys a car that hasn't been made yet. Her husband, Herr Halgammel, is not happy about it but they can't return it. Three months later, the car arrives and turns out to be a spaceship. They can't fly it without a license, so they can't use it. Hvad med dig? Du lytter til eventyrlige frikvarter. Jeg hedder Lars, og jeg vil fortælle dig et eventyr. I dag skal du høre eventyr af bilen, der slet ikke var en bil. Er du klar? Så begynder vi. Der var en gang. For sådan begynder alle rigtige eventyr. Det er, så du ved, at det er et eventyr om noget, der skete en gang. Ikke nu, ikke i går, ikke for 100 år siden, men bare en gang. Altså, der var engang en dame, der var gift med en mand. De havde indtil flere børn og en del børnebørn. Ja, for at sige det som det er, så var de bedste forældre, og det kan der siges meget godt om. Men det har ikke noget med historien at gøre, så det springer vi over i denne omgang. Damen hed Fru Halgammel, og hendes mand hed Herre Halgammel. Og det var i grunden underligt, for der var ingen af dem, der var halgammele. I virkeligheden var de bare gamle. Så det er lidt som hvis du havde statsminister til efternavn, uden at være det. Eller polsedame, uden at være det. Det var sådan, det var med Herre og Fru Halgammel. Det var noget, de hed, uden at være det. Fru Halgammel kunne godt lide at surfe på nettet. Det er det, man kalder det, når voksne sidder og kigger på hjemmesider og Facebook og den slags. Uden egentlig at kigge efter noget bestemt. Men bare for at få tid til at gå med noget ingenting, så man slipper for at støvsuge og slå græs og tømme op vaskemaskinen. Nå, men Fru Halgammel kunne godt lide at surfe på nettet. Herre Halgammel var ikke så vild med, at hun gjorde det, for det endte altid med, at hun lige kom til at købe et eller andet. En ny hat eller et par nye sko eller en økse eller nogle høns. Et eller andet. Det var sådan set lige meget, hvad hun købte. Så længe hun købte noget, så var hun glad. Og så var han nervøs, for hun havde brugt alle deres penge, så han ikke kunne få bøf og rødvin til aftensmad om onsdagen. En dag hvor Fru Halgammel havde surfet på nettet, havde hun fundet en fin ny bil. Ja, den var så ny, at den slet ikke var lavet endnu. Så den skulle hun så købe. Hun smed også lige et par kogebøger og nogle strikkepinde i indkøbskoen, når hun alligevel var i gang. Åh nej! stønnede Herr Halgammel, da han så sin kone sidde ved computeren med julelys i øjnene. Han vidste nemlig, at kone plus computer plus julelys var lige med alt for mange penge. Kom og se, skattebasse! sagde Fru Halgammel. Åh nej! stønnede Herr Halgammel. Skattebasse var nemlig et af de ord, der kun blev brugt, når det havde været lidt dyrt. Kom nu, skattebassemand! kaldte hun. Åh, dobbelt nejt! stønnede Herr Halgammel. For når der blev sagt skattebassemand, betød det, at der kun var råd til havregrød og étlags toiletpapir og resten af rådet. Se! sagde Fru Halgammel stolt. Se, hvad jeg har købt! Hvad er det? spurgte Herr Halgammel og kiggede på skærmen. Kan du ikke se det? sagde hun. Næ, ikke rigtigt, nødmand. Kan du slet ikke se det? skudte hun og hævede overrasket øjenbrynene. Det er da en bil! Åh! sagde Herr Halgammel. Nej, det kan jeg så slet ikke se. Det ligner mere noget. Og så var der noget, der gik op for ham. Hvorfor viser du mig den? Er der nogen særlig grund til det? Arh, det... sagde Fru Halgammel og frede hænderne sig lidt rundt. Altså... Jeg tror nok, jeg har købt den. Det var bare fordi, jeg skulle have en kåbe over nogle strikpinde, og så kunne man få bilen billigt, hvis man købte alle tre ting samtidig. Og så tænkte jeg, at det var rigtig fornuftigt at købe en bil, når jeg ligefrem kunne spare 25 kroner. Altså plus forsendelse, men alligevel. Var det ikke godt tænkt? Og det synes Herr Halgammel egentlig slet ikke, det var. Men nu havde hun jo købt bilen, så det ændrede ikke på noget at begynde at brokke sig. Så i stedet for at svare, spurgte han, hvornår posten kom med bilen. Jamen, den kommer allerede om tre måneder, sagde fru Halgammel. Tre måneder? sagde Herr Halgammel overrasket. Ja, altså, den er jo ikke lavet endnu, forklarede hans kone. Er den ikke lavet endnu? spurgte Herr Halgammel overrasket. Ej nej, men, altså, det bliver den jo, inden den kommer. Lavet, altså. sagde fru Halgammel. Ja, jeg skal lige forstå det her rigtigt, sagde Herr Halgammel og kløde sig i håret. Eller, han kløde sig der, hvor håret engang havde været. Nu var det mere sådan. Ja, altså, væk, ligesom. Og ligesom det er med halvre helt gamle mænd. De taber håret og bliver skaldede. Jeg skal lige forstå det her rigtigt, gentog Herr Halgammel. Du har købt en bil, der ikke findes. Er det ikke rigtigt forstået? Ej nej, sagde fru Halgammel og grinede, det ville da være fjollet. Nej, bilen findes ikke. Eller, det gør den ikke. Ikke endnu, men en dag gør den. Så den findes ikke, konstaterede Herr Halgammel. Det var jo det, jeg sagde. Altså, der er jo ingen grund til at blive sur, sagde fru Halgammel. Jeg sparer trods alt 25 kroner på denne handel. Det er også noget. Javel, ja, sagde Herr Halgammel. Og hvor meget vil du så have sparet, hvis du ikke havde købt bilen? Jeg går ud fra, at det ville være noget mere end 25 kroner. Ja, du behøver altså ikke at blive sur, sagde fru Halgammel og foldede armene over brystet. Det er trods alt en elbil. Åh nej, stønnede Herr Halgammel. Er du klar over, hvad batterier koster nu om stunder? Jeg så lige, at 10 af de gode batterier koster 75 kroner nede ved Købmanden. Og hvor mange batterier skal der så i sådan en elbil, der ikke findes? Ikke nogen? Eller 100 måske? Og det var så her, at fru Halgammel valgte at gå sin vej. Her gik hun og sparede 25 kroner, og så bliver han bare sur. Det var for dårligt. Hallo, sagde Herr Halgammel, jeg taler til dig. Nå, sagde fru Halgammel, men jeg taler ikke til dig. Og så smækkede hun døren ind til spisekammeret. Og det vidste ikke for meget sagt, at de næste tre måneder var stille og rolige, når nu de ikke rigtig kunne tale sammen. Men så en dag ringede det på døren. Det var posten, der skulle aflevere en pakke. Dagpost, sagde Herr Halgammel, da han åbnede døren og så, hvem det var. Har du noget spændende til mig i dag? Ja, det ved jeg ikke, sagde posten, men jeg har i hvert fald noget stort. Jeg vil slet ikke have bakken ind i bilen, så jeg bliver nødt til at lægge den op på taget og binde den fast med noget snor. Er du godest, sagde Herr Halgammel og kiggede ud i indkørslen, hvor posten havde stillet den store pakke. Hvad kan det dog være? Ja, det er ikke godt at vide, sagde posten, men du skal lige skrive under på, at du har modtaget den. Og så skrev Herr Halgammel under, og pakkede den store pakke ud. Hvad i alverden, sagde han, da han var færdig, hvad er det dog for noget? Og så gik han ind og bankede på døren til spisekammeren, hvor Fru Halgammel havde siddet, siden den dag, at de blev lidt sure på hinanden. Kom lige herud, sagde han. Der er kommet en stor pakke, og jeg kan ikke finde ud af, hvad det er for noget. Fru Halgammel åbnede forsigtigt døren og kiggede ud. Hvad er det for en pakke? spurgte hun nysgerrigt. Ja, det er en pakke, en stor pakke, med noget mærkeligt i. Kom og se, sagde han og gik udenfor. Jamen der er den jo, sagde Fru Halgammel, da hun fik øje på det, Herr Halgammel havde pakket ud. Det er jo bilen, den jeg købte med rabat, tilføjede hun for en sikker skyld. Bilen, sagde Herr Halgammel, der har aldrig været en bil. Der er jo ingen hjul. Ej, den skal nok bare samles først, sagde Fru Halgammel og skyndte sig ind og åbnede døren i bilen, eller hvad den nu var for noget. Ja, se bare, sagde Fru Halgammel, der ligger en samlevejledning i handskerummet, så skal du bare gøre, som der står i den, og så har vi en bil. Og Herr Halgammel glemte helt at være sur. Han elskede at bygge ting, især hvis der var en lille brosanvisning, der forklarede, hvordan han skulle gøre. Og så gik han i gang. Det tog det meste af dagen at få den samlet, men til sidst blev han færdig. — Nej, sagde Fru Halgammel, der i det samme kom ud med kaffe og banankage. Er du allerede færdig? Den er vel nok flot. Skal vi ikke køre en tur ind med det samme? Vi kan tage kaffe og banankage med. — Ej, det skal vi så ikke, nej, sagde Herr Halgammel. — Nå, sagde Fru Halgammel, men så kører jeg da bare selv. — Ej, det gør du så ikke, nej, sagde Herr Halgammel. — Og hvorfor gør jeg så ikke det? spurgte hans kone. — Ja, fordi den ikke kan køre, svarede han. — Åh, den skal lige lades op først, er det det, du mener? spurgte hun. — Nej, den er ladet op, men det er ikke en bil, sagde han. — Det står her i samlevejlænden. Sådan bygger du dit nye ekelrunde rumskib. — Rumskib, sagde Fru Halgammel og så meget forvirret ud, men jeg købte da en bil. Det er jeg helt sikker på, jeg gjorde. — Nej, det gjorde du så ikke, sagde Herr Halgammel. — Du købte et rumskib. — Nå, sagde Fru Halgammel, men det er da også meget sjovere. Så kan vi tage en tur til månen. Det har vi så tit snakket om at gøre, og vi kan jo stadig tjekke aften og banankagen med. — Det har vi da aldrig snakket om, sagde Herr Halgammel. — Ej, måske ikke sådan direkte, men jeg har tit tænkt på, at vi burde snakke om det, sagde hun. — Nå, men enten vi har snakket om det eller burde have snakket om det, så kan vi ikke flyve med den. — Hvorfor har I ikke spurgt, Fru Halgammel? — Der står i brugsanvisningen, at man skal have kørekort til rumskib, for at må flyve med den. — Og der er mig begendt, at ingen har også troet, at der er kørekort til rumskib. — Jeg har i hvert fald ikke, sagde Herr Halgammel, bestemt. — Jamen kan vi ikke bare prøve at flyve med rumskib? Det er bare let. Vi kan bare flyve rundt i haven, uden at der er nogen, der ser det, foreslår hun. — Ej, jeg ved ikke rigtigt, sagde Herr Halgammel. Det er jo forbudt, og så må man ikke. sagde Fru Halgammel, der rigtig godt kunne tænke sig at flyve i det nye rumskib. — Gad vide! sagde Herr Halgammel og skyndte sig ind i huset, hvor han begyndte at rode rundt i en bunke gamle blader og aviser og brosyre. — Hvad laver du? spurgte Fru Halgammel, der var fuldt med ind. — Ja, her er den, sagde Herr Halgammel, og holdte en brosyre op. Jeg vidste, at den var her et sted. Og så begyndte han at bladre i brosyren. — Jep, det står lige her, sagde han og pegede på en side. — Hvad står lige hvor? spurgte Fru Halgammel, og hvad det for en brosyre var fundet. — Det er en brosyre fra Aftenskolen, forklarede Herr Halgammel. Jeg kan huske, vi har fået den engang, og at jeg havde set, at man kunne tage kørekort til rumskib. Kurset begynder allerede i morgen og fortsætter de næste tre tirsdag. Og så meldte Herre og Fru Halgammel sig til kurset, og en måned efter havde de begge tålt helt nyt kørekort til rumskib. — Nå, sagde Herre Halgammel, hvad bliver det til med kaffen og banankagen? Var der ikke noget med, at vi skulle på skovtur på måneden? — Jo, sagde Fru Halgammel, og skyndte sig ind efter kaffe og kage. — Hvem skal gøre, sagde Herre Halgammel, inden han satte sig ind i rumskibet? — Jamen, hvis du kører dig op, så kan jeg køre hjem, sagde Fru Halgammel og klatrede ind. — Er det i orden, sagde Herre Halgammel. Jeg ændrer lige et par havestoler og et havebord, så vi kan sidde godt, når vi kommer op til måneden. Og så pakkede han to stole og et bord nede i rumskibets bagagerum. — Er du klar? spurgte han, da han også var kommet op i rumskibet. Fru Halgammel nikkede bare. Hun var så spændt, at hun slet ikke kunne sige noget. Hun ladede sig bare til, at de skulle op til måneden, sådan som de så tit ikke havde snakket om. Og så ladte de. Helt lødløst. For et el-rumskib siger ikke noget. Ligesom en elbil heller ikke siger noget. For elbiler og el-rumskibets motorer er elektriske og sviner slet ikke. I hvert fald ikke her hos os. Og det er jo det vigtigste. Du har lyttet til et eventyrligt frygtplads her. Og nu er frygtpladsen slut. Jeg hedder Lars. Og det er mig, der har skrevet og fortalt det eventyr, du lider at høre. Du kan finde eventyrlige frygtpladser på Facebook og i de fleste podcast-apps. Bare søg efter eventyrlige frygtpladser. Du kan også finde alle mine eventyrer på hjemmesiden eventyrligefrygtplads.dk Tak for det, du lyttede med. Jeg håber, du har lykket dig. Og at du lytter med en anden gang. For nu er det helt eventyrligt til at blive hos mig igen. Ondertitels ingediend door de Amara.org gemeenschap