podcast PSI - Helin & Tonya

Helin and Tonja, two teacher trainees, are setting up a podcast about different problem understandings in primary schools and their impact on differentiated teaching approaches in rural areas. They invite Helga, a teacher, to discuss the topic. Helga explains her background and interest in working with children facing difficulties. They discuss a case of a student who shows resistance during a lesson on good and evil. Helga emphasizes the importance of explaining the purpose and relevance of tasks to students. They also discuss the need for understanding students' individual needs and adapting teaching methods accordingly. Helga mentions the importance of creating a positive learning environment and being aware of students' different motivations and challenges. They also talk about the importance of observing patterns and reasons for resistance in students, which can be personal, academic, or method-related. Hej og velkommen til. Tak. I dag sidder vi jo her på Tarlsberg. Ja, i vores fine podcastrum. Og jeg er Helin. Og jeg er Tonja. Og vi er begge to lærerstuderende på vores andet år. Ja, og i dag vil vi jo opsætte en podcast. Og temat skal være forskellige problemforståelser, som der er i folkeskolen. Og hvordan de så kan påvirke tilgang til undervisningsdifferentiering for elever i landsbygader. Mega spændende. Og i den anledning har vi jo inviteret Helga fra vores praktiksskole. Ja. Hej Helga. Vil du fortælle os lidt om, hvem du er? Ja, jeg hedder Helga, og jeg er LKT-lærer på skolen. Det står for Læring, kontakt og trivsel. I gamle dage hed det AKT. Adfærd, kontakt og trivsel. Og så blev det som andre til LKT. Det var lidt mere positivt lejet, tænkte man. I stedet for adfærd, så er læring bedre. Jeg har været AKT, nej, LKT-lærer i mange år. Her på skolen i to år. Og jeg er uddannet i Socialbiblioteket i 1987. Og så blev jeg folkeskolelærer i 2007. Og har altid været et specielt område i mit arbejdsliv. Og var læge og solærer her på Eklub-ordningen. Der var jeg i ni år og undervist i dansk og geografi. Hvorfor valgte du så at læse specialkategori? Det startede jo ud med som Socialbibliotek, når jeg blev færdiguddannet. Og det har jeg bare altid interesseret mig mest for. Som jeg snakkede om i gamle dage, børn i vanskeligheder. Ikke børn med vanskeligheder, men børn i vanskeligheder. Og nu er det børn med udfordringer. Så det er jo skabt meget i strålet også, siden jeg startede i forældret, så at sige. Nu hvor du siger, at elever er i vanskeligheder. Så har vi faktisk en case, jeg gerne vil læse op for dig til at starte med. Vi har en elev i en fjerde klasse, som har religionsundervisning. Hvor temaet for undervisning er ondskab. Og læreren har så sat et billede op i kassen oppe på skærmen. Hvor eleverne så skal komme op og kigge på det her billede og snakke lidt om det. Og de skal snakke om, hvad der er godt og hvad der er ondt. Så har vi den her ene elev, som regner sig op, men hurtigt sætter sig ned igen. Og da man så går hen til ham og spørger, hvad der er galt. Så lyder det fra eleven, at jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge det her tid. Jeg vil hellere bare føde her. Og hvad tænker du umiddelbart, når du hører det her? Ja, hvad man umiddelbart tænker er, at det er en del forskel på børn i forhold til, hvor menneskefyldt det skal være. Og det er det med bare, hvorfor skal jeg det her? Der er det nogle børn, som har virkelig behov for at vide, hvorfor skal jeg det her. Andre er mere lige klar med det og gør, som det bliver sagt. Andre er nysgerrige og ikke har behov for det her. Men det er faktisk det, som jeg har stødt på mange gange. Hvorfor skal jeg det her? Ja, hvorfor skal jeg det her? Hvad er meningen for mig i det her? Så hvordan vil du så håndtere den her situation? Jeg tænker bare generelt i lærergerningen. Hvis vi voksne går på kurset, så vil vi jo gerne vide, hvorfor vi er der. Eller har en mening om det. Men jeg tænker bare som generelt, skal man måske lige tage lidt højde for. Også bare i almindelig matematikundervisning. Hvorfor skal vi det her? Er det fordi, jeg vil lære noget nyt? Eller er det noget, jeg skal bygge på noget gammelt? Eller er det for at repetere? Hvorfor skal jeg lave det her? Men det kunne man jo, hvis man ikke har gjort det, så kunne man jo tage en snak med eleverne og forklare. Og spørge til, kan du se nogen mening med det her? Hvores mening med det her er, at du skal lære eller tilegne dig? Altså det jeg har hørt dig sige, det er måske lidt det her med at også behalde barnet på øjenhøjde. Ligesom man selv også vil forvente. Jeg tænker tit, at vi ikke ser på barn, som vi ser på os selv. Vi stiller dem nogle svære vilkår, som vi ikke vil acceptere som voksne i vores arbejdsliv eller i vores... Ja, nogle steder. Ja, det kan jeg godt forstå dig. Og så tænker jeg, at elevens adfærd, det er jo lidt at målet ikke er blevet sat op. Ja, det er noget, og man har mening med noget, eller får opvidende mening med noget. Det behøves jo ikke at være, fordi man skal have lyst til det. Det er jo mange ting her i livet, vi skal, og også i skolen, vi skal lære noget, fordi vi skal lære det. Og der er det nogle andre, der har valgt for dig, hvad du skal lære. Men alligevel er det jo en dybere mening med, at du skal lære det her, som vi er voksne med, og børnene ikke har en mulighed for. Og det behov kan være forskelligt fra barn til barn, hvor meget behov de har. For at få en forklaring på den mening her. Og hvad nu hvis, for eksempel, man nu siger, man går hen til barnet og giver den her forklaring, og prøver at være sådan, det er derfor, det er rigtigt, og nu skal du prøve at komme i gang, og du skal bruge det til det og det. Men barnet er stadigvæk lukket. Hvad vil du så gøre, hvis du har prøvet det, du egentlig lige har sagt? Jeg tror, det er sjældent, at barn i den her situation bare rejser sig og gør det, som det bliver forklaret. For det kan være svært at vende om, når man er kommet i modstand eller forsøgsposition. Det er helt naturligt. I mit arbejde, så har jeg skrivelsamtaler med børn, hvor både blandinger af motivation, forklaring, men også det med, hvilken kampe vinder man i forhold til de voksne. For det er jo ligesom at løbe på en mur, hvis man hele tiden sætter sig op imod de voksne på skolen. Fordi man kan ikke vinde den kamp som barn. Og det, tænker jeg, også kan vise dem den forståelse. Samarbejde. Det kan man jo også være med til at forme som barn. Det bruger jeg i hvert fald en del tid, sammen med nogle børn, med at palle om. Ja, og at det faktisk i sidste ende er behageligt for barnet selv. Hvad er det godt for dig selv? Hvad er det bedst for dig at gøre? Og hvilket valg kan du tage? Man har altid to valg mindst. Nogle gange tusind, uden at øve det. Man har altid to valg. Et som er godt for en selv, og et som er mindre godt for en selv. Og det kan man også tage dig ind i med barnet. Hvis vi sagde, at det starter med læreren i den her klasse. Vil den her enkelte liv så påvirke din moderundervisning? Hvis jeg var en lærer i den klasse, så ville jeg nok have lagt mærke til mange ting. Fordi jeg går ud fra, at det må være et eller andet mønster i det her. Ved den her enkelte liv. Så kan det være flere, som har nogle andre mønstre i noget. Men jeg tænker, at generelt kan det være nogle greb, som er godt for mange elever. Og ikke dårligt for nogen. Det kan ju vara någon som profiterar riktigt mycket av någon greb. Vård är hamnlöst för andra. Och därför har jag ju upplagt den här proven. Eller implementerat den. Ja, men att man alltid svarar på, varför ska jag göra det här? Som man säger en dag så, varför? Sätta tid på. Det är någon som har behov för det. Så er det jo selvfølgelig meget vigtigt, at man har et ord i klassen. Fordi det er jo ikke nogen, der har mobiltelefonen. Det er jo meget dumt at sætte tid på. Og det er jo ikke nogen, der ved hvad klokken er. Lige som man sender dem ud og siger, at I må være her i 10 minutter, så skal jeg komme ind. Men det er jo ikke nogen, der har telefonen med. Og så får de skældet ud, fordi de kommer fra skole. Så det er jo sådan nogle rammer, som kan være vigtige. Så er det jo nogen, som er virkelig glade over, at de arbejder med det samme i 40 minutter. Hvor det kan være vigtigt for andre. Og det er jo ikke nogen, det er dårligt for for eksempel. At lave lidt skift eller variation. Men det kan være rigtig godt for mange. Og så selvom det ikke umiddelbart gavner alle, eller ikke er skræddersygt til alle. Så gør du ting, fordi der er nogen, der har behov for det, og andre har ikke. Det gør dem ikke i Norge. De synes mange af det er rart. Men uden at det er udslagsgivende for dem. Men det kan være udslagsgivende for nogen andre i klassen, at det hjælper. Så du tilpasser rammerne til dem, der har bestemte rammer? Jeg tilpasser rammerne, fordi jeg tænker, at det er dem, som har brug for, at det giver mest kommon sens. For mig som lærer, jeg tænker jo de tanker, når jeg forbereder min udvisning. Jeg tænker jo, hvorfor gør jeg det på den måde? Hvorfor tager jeg det her nu? Og hvad er det, som jeg tænker, at det linker ved, som jeg har lært før? For eksempel. Og det giver dem også lidt... Kan I huske i sidste uge, at vi talte om det her? Det skal vi bygge på nu. Eller det er helt nyt, nu skal I virkelig være opmærksomme. Eller nu skal vi træne det, som vi lærte i sidst. Hvorfor gør vi det her? Ja, og så skal vi tilbage og tænke, at det var det, målet var. Og det har vi udført. Ja, og det der, hvorfor skal vi det her? Hvem har ikke hørt det mange gange? Ja, det er jo også færdig nok. Ja, det er færdig nok. Det er jo ligesom du sagde, at selvfølgelig vil man heller ikke... Jeg vil jo ikke tage et kursus for et eller andet, hvis ikke jeg vidste, hvorfor jeg skulle tage det. Så det giver jo god mening. Men det er alligevel lidt unem mine spørgsmål, hvorfor. Men det er ret vigtigt at give dem svar på det. Du sagde lige før noget med nogle mønstre, hvor du sagde, at du ville højst sandsynligt allerede have set nogle mønstre hos nogle børn, eller har analyseret på dem. Hvad kunne det være for nogle mønstre? Hvad er det, du lægger mærke til forskellige mønstre? Man kan lægge mærke til, at det kan være mønstre, for eksempel i forhold til, som oplever som lidt modstand. Og det er jo ikke ukendt mønstre. Og så tænker man jo, hvad kan det være, at det er modstand? Fordi det kan jo være tusind årsager til. Og det er ret vigtigt, at man finder ud af, hvorfor det er modstand. Altså, hvad er det, der avler det? Hvordan gør du det? Jamen, det gør jeg både ved at observere, men jeg snakker også med de andre lærere. Jeg kan også finde ud af det ved at snakke med barnet, når jeg har lært, at jeg kan. Hvis jeg har en relation til det. Fordi det kan både være noget personligt, altså relationsmæssigt. Det kan også være noget fagfagligt. Eller det kan være noget metodmæssigt. For eksempel, det kan være fremlæggelse. Eller det kan være noget, hvor man skal komme i fokus. Der er jo mange børn, som har det svært ved det. Nogle børn elsker det. Men det er mange, som har det svært ved det. Det kan også være noget, der er for eksempel gruppearbejde. Vi gør jo faktisk det, at vi helt fra, i hvert fald førsteklasse, så forlanger vi jo at... Måske fra børnehaverklasse, jeg ved det ikke. Så forlanger vi jo, at børn skal være i gruppearbejde. Men vi lærer dem aldrig at lave gruppearbejde. Vi underviser dem aldrig at arbejde i grupper. Så hvis man ikke kan det, som vi kalder, at man ikke kan det. Så må det være noget galt. Det kan også være noget, og vi hører det jo også med børn. Ja, men han kan ikke arbejde i gruppe, og han kan ikke samarbejde. Og det er en rigtig stor last, så at sige. Og det kan jo være forskellige årsager. Men det kan også være, at man aldrig har lært det. Og føler sig utryg i det. Plus, at mange falder i det. Det kan også være, at vi byder jo også af vores børn. At det kan være sådan, at vi skifter grupper efter fag. Den ene lærer her bag, og så laver han grupper i matematik. Og så kommer du til dansk, og så er det anlægsgrupper. Jeg var på kursus, og jeg skulle skifte grupper tre gange om dagen. I min grupperarbejde på min kursus. Jeg ville dumpe den kursusleder der. Så vi går ud fra, at det kan noget, som vi i virkeligheden måske ikke tænker så meget over. Så det snakker jeg også med lærerne om. Prøv lige som team at snakke sammen. Og lave de her, hvis I skal arbejde i grupper i en periode. Så folk kan lære hinanden at kende, hvordan de arbejder. Det er mest den der i stedet for at sige, at den her lov kan ikke. Hvorfor kan det lov ikke? Hvad kan man gøre? Eksempelvis hjælper det jo ikke at give 100 grupper på en dag. Så er der en ny relation. For eksempel hvis I har en lov som udadvendt. Som har svært at vise, hvad hun mener. Eller hvad han mener, eller hvad han tænker. Og personligt selv. Hvis jeg var som person, og jeg er inde i en gruppe. Så skal du lige op ad trappen og lære dem at kende. Du skal lige føle dig tryg. Og okay, jeg kan godt sige de her ting, men hvis hun skifter. Det er også noget, som vi byder vores elever. Nogle af dem er meget hars. Men det er i hvert fald sådan noget, som man kan finde på modstånd. Det kan være mange ting. Og så kan det også bare være, at jeg arbejder bedst alene. Vil du så stadig sætte pris på, at barnet arbejder i grupper en gang imellem? Eller vil du være sådan, at det er faktisk fint, at du må arbejde alene. Hvis det er det, du bedst kan. Og hvis det er det, du føler dig tryg i. Jeg vil give barnelov til virkelig ofte at arbejde alene. Og så i samarbejde med barnet. Starter måske på makker. Men man kan jo ikke tvinge et gruppesamarbejde gennem. Hos en elev, som føler sig dårlig til pas i det. Det er jo helt hovedbløst. Det er sådan et lidt fiffigt ord. Det er det med at arbejde alene. Fordi i virkeligheden ser det ud nu som om, at hvis du er sat til at arbejde alene, så er det en straf. Fordi du ikke kan arbejde sammen med andre. Men det kan jo også være en straf at skulle arbejde i gruppe? Jo jo, men så prøver man alligevel, fordi der er man accepteret af alle. Det er det med, at man har behov for at arbejde bedst alene. Så det er også noget, som jeg kommer i samarbejde med elever om. Og så videregiver det læreren. Så vi kan bare blive enige om, at den her manglende forståelse for elevernes personlige behov. Det gør jo også, at de ikke er motiverede for at deltage. Vi har jo noget, som vi vil rigtig gerne udfylde som lærere. Og nu, som jeg siger, det er jo min vinkel. Fordi jeg har været i den situation, og jeg havde kunnet være i mange klasser på to skoler igen i mange år. Og det er jo rigtig mange lærere, som tager højde for det her. Men man støder altid inde med nogen, som ikke gør det. Og det er jo bare dårligt. Så trives børnene ikke med det. Hvordan påvirker det dig? Altså kan du mærke det, hvis du fx har en klasse, hvor der er en lærer i et andet fag, der ikke tager højde for de her behov. Kan du så mærke det i din måde at kunne tilgå eleverne eller kureren? Det er jo også en læringsvalg for os. Og det tænker jeg er godt, at elever møder forskellige mennesker, som læreren er. Fordi det lærer man også rigtig, rigtig meget af. Og vi skal heller ikke være ens. Men det er jo en stor del af vores lærerliv på ti måneder og sådan noget. Og så snakker pædagogik. Som ofte, så snakker man sig til rette med det her. Og så er relationen bare vigtig. Det er en godt lærer. Jeg har virkelig vagt sig og svært med en elev. Og min kollega siger, at det er ingen svar. Og så er det jo, at jeg skal være nysgerrig. Hvad gør den lærer? Ja, hvad gør den lærer? Og hvordan kan jeg? Og jeg ved jo godt, at hvis det er kommet knas i relationen, så ved jeg godt, at man skal have dobbelt op som voksen. Det er jo vores ansvar, at den er oppe og køre, at det er en god relation. Så ved jeg godt som voksen, at jeg skal have dobbelt op i at vise, at jeg kan lide ham eller hende. Og vil gøre alt for at hjælpe. Det er jo som et job som voksen på skolen at gøre det. Har du selv oplevet, at der har været problemer i forhold til samarbejdet med kollegaer? Jeg har ikke oplevet et problemfyldt samarbejde. Men vi har måske haft forskellige syne. På måden at rette nogen op på. Komme med forskellige vinkler på det. Hvor man ikke er altid inde i. Kan du komme i det selv? Ja, det kan være tilgang til modstand for eksempel. Altså det kan jo være, hvilken vej vil du ind i det? Hvor langt vil du gå for at lytte til barnet? Eller nu er det mig som voksen, som bestemmer det her. Og så skal barnet mærke ret. Og det er jo altid en mellemvej her. Vi kan også snakke om, at jeg siger, at den elev har virkelig åbnet sig. Kan du ikke mærke det? Og så er det noget, du siger. Jo, men vi skal jo ikke rosende for det, som vi forlanger alle andre. Nu åbner hun bålet, så skal vi så rosende for det. Det er jo bare det, hun gør, som vi forlanger. Og så kan man jo snakke sammen om, at nu snakker vi prædikationen i det. Så det er, at der er nogen, der bare forlanger, at der er en enorm... Ja, for at kunne være i det her, så skal du nå det. Og det er i hvert fald et kantsyge i virkeligheden. I virkeligheden, fordi at det er jo... Også kræfter min alkoholitik rolle, at jeg observerer jo også på alle klasser og dreng. Og der kan man jo også sige, at læreren skal virkelig være en blacksport. Så hvorfor skal læreren være det? Det er jo fuldstændig uden andre svar, jeg kan sige det her. Jeg er jo en gammel dame. Jeg har været i skoleverdenen i mange, mange, mange, mange år. Jeg ser en del anderledes elever, end bare for 30 år siden. Jeg hører også opdalter i anderledes forældresamarbejde, end bare for 30 år siden. Hvordan? Det siger elever, som har det svært i alle klasser. Altså, jeg tror ikke, at det er én klasse, som er helt fri for elever, som er i et eller andet forstand i utrivsel. I hvert fald i perioder. Og i nogen klasser er det flere end én. Og det skal kun én eller to forældre og børn, som er utilfredse. Og det behøver sjovt ikke at være børn. Det er barn, som ikke drives. Men som er utilfredse med noget i klassen, eller nogen af lærerne, eller én af lærerne, eller et eller andet. Og så flyder det bare ud. Forældreskriv og udlændingsmøder og sådan noget. Altså, det var jo næsten kendt. Men har det noget med inklusionslov at gøre? Jeg tror, at det er andre tider, samfundsmæssigt, tror jeg også. Men jeg startede i gruppeordningen her i 2012. Og det er jo 12 år siden. Og der var vi 30 elever. Og nu er det jo næsten 80 elever i gruppeordningen. Og børn, som har det meget værdere, end når jeg startede for 12 år siden. I forhold til hvad? I forhold til deres udforskninger. Ja. Det er flere diagnoser. Børn, som har en primære medicin-diagnose. Og så er det jo selvfølgelig, at kommunerne har hjemtaget børn, som var på specielt skoler. Og vi havde jo, når jeg startede, så havde vi elever i gruppeordningen, som jeg kan faktisk se nogen af her i andre skoler. Og det er svært for dem. Fordi det er jo et stort miljø. Og som jeg plejer at kalde det, det er jo i de store klasser og i de små klasser. Så det er det, som jeg sagde, som er forskellen. Hvis man så vender den mod klasserummet igen, er det så sådan noget, som du nævnte, med forældresamarbejde? Det kan også skabe problemer nogle gange. Ja. Men påvirker det også lærerne at differentiere på? Nej, det tænker jeg ikke. Jeg tænker, at lærerne er gode til at sige, at det er mit domæne her. Jeg er den professionelle. Jeg bestemmer. Altså, jeg ved, hvad jeg gør. Men det fylder bare mig. Men det er jo ikke bare inde i klasserværelset. Hvis nu man tror, at et barn er i vanskelighed, og man så snakker med forældrene, som måske ikke ser det på samme måde, fordi de måske ser et andet barn derhjemme. Hvad gør det? Det gør jo, at vi snakker øst og vest i virkeligheden. Men vi kan jo også konstatere, og det er jo helt naturligt også, at det er et helt andet miljø i en klasse end derhjemme. Og det er ikke ualmindeligt, at der er forskellige oplevelser med en elev med barnet i skolen og hjemme. Det kan altså ikke være anderledes her. Og helt andre relationer. Så det er ikke ualmindeligt. Så det du siger, det er, at det ligesom er forståeligt, at forældrene måske har et andet syg, fordi at der ligesom er forskel på, hvordan et barn kan være i skole? Det som kan være lidt tricky, det er, at det oftest er vanskelighederne viser sig i skolen. Eller i hvert fald anderledes. Forældrene vil jo rigtig gerne hjælpe deres barn, også når de er i skole, og har en mening om, hvordan det skal gøres. Altså jeg tænker, at det er rigtig, rigtig vigtigt at få forældrene med på barnet, fordi de er specialister i deres barn. Men de er bare ikke specialister i, hvor skolen fungerer inde i klassen. Men de er specialister i barnet, og alt den hjælp, man kan få, skal man få. Grænsen skal bare gå ved. Vi skal modtage, hvordan kan vi takle det her barn? Hvordan kan vi stoppe det, eller opmuntre det? Hvad er det, som lærer os det? Viser os det? Og så må vi så prøve at overgøre det. Er det der fylder i barnets liv, måske også? Ja, det er meget vigtigt. Det kan jo være mig, når jeg dør på privatfronten, som fylder endnu meget. Sådan kommer det udtryk i skolen. Og det er jo vigtigt for os at vide. Og kan der handles sådan? Og der er rigtig for det. Hvad gør man, når man så har forældre, som skal modtage for at samarbejde? Hvem går man så til? Altså, hvis forældrene ikke vil samarbejde med skolen, mener du? Eller med mig som klasselærer? Ja, ja. Altså, så går man til sin ledelse. Det er at få hjælp. Det gør man. Har man oplevet, at der er forskellige interesser i forhold til skolelederen, lærerne? I forhold til synet på barnet? Altså, skoleledelsen har jo tit ikke et syn på barnet. Fordi de kender jo ikke barnet. Men jeg tænker, at alle har den holdning, at man har forståelse for forældrene. Fordi de vil deres barn allerede bedst. Altid. Så når vi, eller jeg som professionel, måske tænker, at det jo ikke er allerbedst for barnet, så er det deres hensigt. 100%. Og det tænker jeg, at alle i skolen og voksne har for øje. Og hvis man ikke har det, så skal man have det. Ledelsen er så vores beskytter, så at sige. Men det skal selvfølgelig også servicere, som man kalder det, forældrene. Så de står lidt i det? Ja, ja. Det gør de. Jamen, så vil jeg bare sige tusind tak, Helge, for at du gad være med i vores prøve. Har du lyst til at være med? Det er virkelig, virkelig gode pointe, som du kommer med. Og man kan virkelig mærke, at du har været i fældet i mega lang tid. Jeg var måske lidt for åben nu nede. Nej, du har helt, helt kommet med rigtig mange gode tingspunkter. Og det kommer i hvert fald også til at være nogensinde. Det kommer til at tage højde for, når vi engang skal stå ude i skolen. Det er jeg fuldstændig enig i. Mega, mega spændende. Sindssygt gode pointe, som Helge faktisk kommer med. Og det er helt sikkert noget, som vi vil tage med i praksis, når vi bliver skolelærer. Og man kan i hvert fald også mærke, at det er noget, hun er optaget af. Virkelig, virkelig. Og det her med, at hun bare trykker på, hvorfor skal man det her? Og jeg synes, hun er rigtig god til, eller det havde jeg i hvert fald for fornemmelsen, at hun er rigtig god til at se. Eller kigge fra forskellige synsvinkler. Jeg fornemmer, at det bliver måske lidt svært at inddele hende. Eller ej, det bliver det måske ikke. Jeg tror, jeg har sådan en ret klar idé om, hvilken problemforståelse hun har. Men alligevel, jeg føler, at hun er meget åben og meget reflekteret. Hun kommer virkelig rundt om det hele, faktisk. Det her med både forældrene, hvordan man samarbejder omkring det i forhold til teamsene. Og egentlig også, ikke kun hvad det ændrer om hende, men faktisk også, hvad det ydre gør med barnet. Selvom jeg måske ville have ønsket en lille smule, at vi var kommet lidt mere ind på det ydre. Altså, hvad er det, der ellers kan ligge til grund for? Fordi jeg tror, at vi kom i sidste ende til at snakke rigtig meget om det ydre. Selvom jeg egentlig føler, at det ikke umiddelbart er det, hun fokuserer mest på. Ja, altså nu går hun jo også ind og har meget fokus på det her med, hvordan eleverne skal kunne samarbejde med hinanden. Hvordan de ligesom åbner sig mere op og får en mere, hvad kan man sige, lærerig dag. Men også det her med, at hun ligesom ser barnet med de behov, et barn eller de forskellige børn har. At det er okay ikke at trives i store gruppearbejdere. At hun ser barnet, hun ser måske både diagnoserne, men hun ser også, at systemet og skolen måske ikke er lavet til, at alle trives på samme måde. Det jeg faktisk også virkelig lægger vigt på, det er, at hun går meget op i at se barnet på øjenhøjde. Og at der ikke er det her med, altså en ting er, at læreren har autoriteten, men en anden ting er også anerkendt, at man ser barnet på øjenhøjde. Og at der ikke er det der med, at nu skal du bare gøre, hvad der bliver sagt. Men at hun også går ind og ligesom, jeg forstår godt, hvorfor barnet ikke er sådan her. Jeg forstår godt, hvorfor det kan være svært for nogen. Det kan være nemmere for andre. Men det er jo ligesom noget, der ikke modsiger, men der synes jeg måske hun havde en meget psykomedicinsk synsvinkel, da hun ligesom snakker om valg. Og at hun ligesom snakker med et barn om, at du har flere valg, og du kan lidt selv hære over det du vælger. Det synes jeg egentlig var lidt interessant, for den tror jeg måske ikke lige helt havde regnet med, men jeg kan da godt se, hvad det er hun mener. Ja, men jeg har jo også nogle valg nogle gange. Selvom jeg faktisk ikke er 100% sikker på, om jeg er enig på det punkt. Men det er i hvert fald noget, jeg synes var interessant. Fordi på en måde ville jeg måske give hende ret i, at ja det har man måske i en vis grad. Og på den anden side, så er jeg måske okay. Har man altid det? Især fordi hun også snakker om, at der er nogle kampe, et barn ikke kan vinde over de voksne. Så er jeg sådan lidt okay, er det så rent faktisk et valg, man har? Eller er det noget, man er underlagt? Ja. Ja, så er vi ved vejen til ende, Tania. Jeg vil bare sige tusind tak. Jamen selv tak, det var en fornøjelse. Det var det. Jeg håber, I kan lide det. Jeg håber, at det er noget, I kan tage med i bagagerummet. Jamen vi vil bare sige rigtig, rigtig god weekend fra os. Hej. Hej. Hej.