Details
Nothing to say, yet
Big christmas sale
Premium Access 35% OFF
Details
Nothing to say, yet
Comment
Nothing to say, yet
Nordsøen Oceanarium is the largest aquarium in Northern Europe. Their mission is to educate about the North Sea and its sustainable use. In this podcast episode, they interview three apprentices who share their experiences and challenges of working at the aquarium. They discuss their motivations, learning opportunities, and future plans. The apprentices talk about their respective roles in animal care, office administration, and catering. They also mention the importance of communication and social skills in their work. The apprentices appreciate the freedom to try new ideas and utilize their skills at the aquarium. They highlight the fascinating world of fish and the intricacies of caring for them. Overall, the apprentices find their work fulfilling and enjoy being part of the Nordsøen Oceanarium team. Velkommen til Nordsøen Oceanarium, Nordeuropas største akvarium. Vi er et zoologisk anlæg, og alt hvad du ser hos os er at finde i Nordsøen på et eller andet tidspunkt af året. Vores mission er at formidle viden om livet i Nordsøen og om bæredygtig udnyttelse heraf. Denne podcast handler om os der arbejder her, hvad vi går rundt og laver bag kulisserne, og hvad der skal til for at få et så stort sted til at fungere, samtidig med at vi passer alle vores dyr og ofte har det ret sjovt. Så hvis du har nysgerrige på hvem vi er, hvorfor vi gør som vi gør, og har du lyst til at lære mere om Nordsøen og alt det vilde liv deri, jamen så er du kommet til det rette sted, og der falder nok også en god røvehistorie eller to af. Kom og dyk med ned i Nordsøen med os. Velkommen til endnu en spændende episode fra Nordsøen Oceanarium. Denne episode tror jeg jeg kalder Lærlingepisode. Jeg har nemlig samlet tre af vores dygtige lærlinge til en snak om uddannelse, læring og ualmindelige arbejdsdage, og hvordan det er at være lærling her på Nordsøen Oceanarium. Her på stedet er vi to dyrepasserlærlinge med special i Zoom, det er Undertegnet og Mia. Jeg taler med Mia, der deler sine tanker og oplevelser omkring, hvad der fik hende til at vælge at blive dyrepasserlærling, og hvordan hver dag byder på nye, spændende og ret uforudsete udfordringer. Vi hører også fra Anne, vores kontorlærling. Hun giver os et indblik i den administrative del af oceanarielivet, og hvordan hun navigerer i en verden af papirarbejde og planlægning. Og så taler vi om at opdage skjulte bankbokse. Og så har vi Timmy, vores energiske cateringlærling. Han deler ud af sin passion for madlavning, hvordan du redder en suppe fra saltdøden, og glæden ved at skælte opgifter gennem madlavning. Vi døber sammen ned i hvorfor de valgte at blive lærling. Kan du huske for lang tid tid, hvad de bedst kan vide ved deres arbejde, og hvad de måske forestiller sig at drømme om med deres fremtidige planlægninger. Og så kommer der nogle gode råd til alle, der hvor ofte skal de rundt i skolen, og så er mit tur til at flytte. De er to uger og otte uger. Når I skal til eksamen, hvad gør man til at flytte ned i en verden med læring i madlavning? Det foregår sådan, at vi får nogle emner, vi får noget kødemner, selvfølgelig får det vi trækker. Så skal vi finde på en ret, så skal vi finde ud af en opskrift, vi selv skal skrive ned. Vi skal selvfølgelig have nogle hovedemner, som jo er selvkødet, og nogle sideemner, som er toffler, grøntsager og sovs. Hvis der er dessert, så skal vi også lave det. Det går meget an på, hvad man vælger. For eksempel havde jeg min lærer, han var meget efterbogen. Altså hele pokkebogen i hovedet. Hvis vi vælger en gammeldagkvart, en ret fra bogen, så skal det være til punkt opræddering. Hvis det er sådan, at man laver det, som det er, så er det 12. Men hvis man vil hoppe ud i en Indiana Jones og prøver noget kreativt, så er der rigtig mange ting, hvor man kan lave fejl, man kan lave fejl, eller man kan dømme op for noget der, for center ved jo ikke, hvad det har for noget. Der kan man lege lidt, men det er også prøvet af og an. Jeg leger jo også lidt, det bliver en podcast. Du kan ikke lave det rigtigt. Ja, fordi det er dyrepladser. Du er med gæld i at skyde over mod det. Men jeg kom til samtaler, hvor man lavede det rigtig positivt omkring det, og så ender det jo faktisk med, at de ringer og siger, at de ikke er tilbudt til at stille. De vil rigtig gerne have mig. Som voksen, ja. Så vi får se, om jeg får point for at lege. I spurgte, om jeg ville søge, og nu lige havde I besat, så vi lavede det. Nu er det jo sådan, jeg har mand, to børn, to hunde, så har du egentlig lært at lave i en eller anden ret, eller noget, som du synes, er lidt større. Jeg kan godt lide at sove og sove. Det er noget meget rost over, som faktisk er en ting, som jeg aldrig rigtig har arbejdet med før. Men ja, jeg er meget kommet ind i sove-verdenen, og jeg kan godt lide at prøve ting. Prøv lige at høre om lønnen, og så vender vi lige tomater. Prøver du noget? Ja, det gør jeg. Jeg synes, det er fedt at få lov til at stå i min egen verden, og bare smide mig i kødet. Hold kæft, det er jeg ikke. Det er pludselig. Og så er det godt, at man kan spise det. Så da jeg havde snakket med studievejledere, og jeg havde snakket med dig, og tænkte, at jeg faktisk altid har haft en drøm om at blive dyrpasser, så jeg har altid tænkt, at det passer egentlig. Det er en god idé, det her. Vi kører. Ja, men det er ikke så meget inden for selve faget, det er mere det sociale, det mentale og det fysiske. Det er meget hårdt at stå og lave magt hele dagen og tro, det er lejt, men jeg går til daglig med 12-20.000 kroner. Så mine lille ben, de er ømme, når jeg kommer hjem. Men det sociale, jeg tror, det er svært for rigtig mange. Jeg har faktisk kommet rigtig, rigtig langt i det sociale. Jeg plejer at være meget indervendt, og jeg kan ikke snakke med folk eller tænke på folk, men efter jeg er kommet i køkkenvoksen, så er jeg bare fri, og jeg er bare en ven der. Du er altid så glad til det. Det har jeg lært mig selv, fordi når man er i køkken, så bliver man fysisk tunge til at snakke med hinanden, og hjælpe hinanden, og kommunikere over hinanden. Så jeg tror, at det er svært for mange, at snakke med hinanden, og selvfølgelig er det svært at bruge kiosk, og der er nogle grundsager, der bare er, man bare har lyst til at kaste noget i vasken, fordi han er træls og farvelig. Der er ikke noget, der er umuligt. Jeg var jo faktisk begyndt på sygeplejerskeuddannelsen, og var mest færdig. Jeg manglede at bestille den sidste praktik Men jeg fandt bare ud af, at det var ikke lige, jeg kunne gøre. Så tænkte jeg, lad os gøre så. Jeg er bare rigtig god til struktur og kommunikering. Jeg fandt så ud af, at jeg egentlig godt kunne lide det, jeg har fået til at gøre. Og der er ikke så lang tid til det. Nu står vi hernede, og det er ikke noget andet. Så jeg kan til eksempel ikke bare forsætte at forstå, at man måske skulle arbejde i mange år med noget, som man ikke synes er fedt. Jeg synes faktisk, at det var rigtig spændende. Der måtte man ikke tage en uddannelse, der var under den. Der var nogle år, hvor man ikke måtte det. Så hvis jeg havde taget den bacheloruddannelse, så kunne jeg ikke tage noget andet under det. Og det er jo en erhvervsuddannelse. Så fortalte du, at du var i gang med en anden uddannelse. Synes du, du har nogle ekspertiser, som du også vil komme til? Det er et godt spørgsmål. Hvad fik egentlig dig til at vælge både det, at være kæderen lærling, men også nordsøgende? Så vi starter lige fra toppen. Jeg havde jo en rigtig, rigtig god idé om, at jeg skulle være maler. Det var det, jeg var. Maler og tømrer inden for tømrerverdenen og bygge behænderne. Men jeg fandt ret hurtigt ud af, at min ryg kunne ikke holde til det. Så det, der skete, var, at jeg blev færdig på hovedforløb 1 på ØVC Nord, fordi det var ikke lige mig. Så startede jeg op på FGU, eller Produktionsgruppen, som det hed. Hvor jeg mødte en masse, rigtig, rigtig skide flinke mennesker. Det fik mig bare til at tænke, at det her er faktisk ret fedt. Jeg kan godt lide at lave mad til mennesker, og jeg kan godt lide at se, at man skal smile og komme op og sige, at det er rigtig dejligt. Efter det, så har jeg bare været på madlinjen siden. Jeg har brugt ikke mange år i det. Altså, jeg er 23, men jeg har brugt i hvert fald 2 uger på at arbejde. Det ved jeg ikke. Altså, man kan være køkkenmedhjælper. Men det er bare sådan en bedste udfordring. Man tager lidt op af, man hjælper lidt op på brugerne. Cater er decideret madlævning. Cater er jo stort set bl.a. kok, men hvor man også har noget tænder indblandet, hvor en cater skal kunne omvise sin mad, og skal kunne snakke om sin mad, og skulle f.eks. kunne forklare, at her er dagens menu foran en hemmelsk menneske, hvor en kok står ude i køkkenet og laver papir. Men også at smile med cater er meget vigtigt for mig, at jeg kan arbejde i dagtimerne, fordi jeg bruger mænd ud på at lave tøndespider-smakker. Så man kan ikke komme hjem, så er det vigtigt, at man har et rigtig rå liv ude ad vagen, og gamle computer, især når man arbejder 10-12 timer. Så det bliver tungt hurtigt. Men det, der er med cater, det er, at vi arbejder normalt i dagtimerne, som f.eks. her på stedet, hvor jeg arbejder fra kl. 8 til kl. 9, så kan vi også nå at have mit eget privatliv med, i stedet for at det hele er bare remote. Derfor har jeg valgt cater frem for kog, simpelthen fordi, at jeg gerne vil arbejde om dagen, i stedet for at arbejde om natten. Mia, synes du egentlig, at du får lov til, og kan du bruge det, du har med i bagagen? Kan du bruge det i din hverdag som voksenlærer? Der vil jeg igen sige, at det sted, vi har fundet her, det er jo fantastisk. Vi bliver altså ikke betalt for at sige det her. Men vi får simpelthen en lang snor, og kommer vi med en fjollet idé, så får man lov til det. Og jeg får bestemt brugt de kvalifikationer, jeg har med fra tidligere, både fra salerne og fra hunden, og rent træningsmæssigt. Jeg har aldrig haft med fisk at gøre. Og det var en af grundene, som tænkte, ah, fisk! Men der må vi bare sige, at en verden dernede, der er så fascinerende, og jeg elsker fisk nu. Kom op og snak om fisk. Det, jeg har lært på et halvt år, det er fuldstændig vildt. Jamen det er sindssygt. Og fisk er jo ikke bare fisk. Det er bestemt ikke bare fisk. Nej, ikke. Og de kan det med at være dumme og pas, og de kan være svære og pas, og der er alt muligt, man skal lære for at komme ind i den her verden. Nu har vi lige flyttet en masse torsk fra karantæne, og smidt ud i et af vores akvarier. Altså, man skulle jo ikke tro, at torsk, som er noget, der findes så fint ude i Nordsøen, er så delikate. De er sårte. De har nogle sørte, små bly løber. Det er fuldstændigt. I skulle bare vide, hvordan man skal... Ja, ja. Altså det er nemmere at bære barnet fra A til B derhjemme, end det er at tage en torsk. Ja. Og så er en del af vores uddannelse, det er jo selvfølgelig at lære om de dyr, vi arbejder med, og nu er vi så også så heldige, at vi får lov til at træne, og jeg har været afsted på DASA's træningskurser, som du også skal afsted på, ved jeg, som giver en masse fed teori, og hvis man ikke lige ved, hvad dyrtræning går ud på, så kan man jo lige drible tilbage og høre afsnittet med Annette Pødersen, som er træningskoordinator fra København 2. Men en del af vores arbejde handler jo også om at gøre rent og rydde op og forberede foder. Og så en ting, som du ikke var så glad for i går, det er, at vi skal også lære at aflive dyr. Det skal vi også. Ja. Jeg kan til dels forstå det, når de er syge, og der vil jeg måske have det bedre med det, men de der overskudsdyr, og jeg ved, jeg går fuldstændig ind for det. Der er ikke nogen anden vej, men selv at skulle gøre det, den beder lidt. Nu var det også første gang. Jamen det følger jeg med. Og jeg synes også, det er okay lige at have sådan en lille klump i halsen og tænke, åh. Jeg tror ikke nogen af os, lige meget hvor hardcore man er, og hvor mange år man har gjort det, det er aldrig sjovt. Men vi gør det jo professionelt og med omtanke. Vi er så involveret i dem. Ja, og de samme dyr. Selv de der små dumme fisk. Ja, ja. Jamen jeg har jo et øm på vores søheste, ikke? Ja. Ja, det er der. Ja, dem taler vi meget om. Ja, det gør vi. For dem der ikke ved det, så er det rigtig, rigtig svært at holde og have og yndele søheste i fangenskab. Så det er altså virkelig noget, som Især, du nærder dig igennem med, og mange andre har forsøgt på alle mulige måder. Og nu ved jeg, du har gang i noget. Hvor sidder vedkommende hende? Ham der hjælper dig? I Wales. Og så har jeg lille kontakt i Portugal. Så det er altså ikke bare noget, man lige finder i Danmark eller lige ved siden af. Der er selvfølgelig nogen, der ved noget her også. Men eksperterne, dem skal man altså uden bys. Ja. Og det får vi også lov til som lærling. Det gør vi. Ja, får simpelthen lov til at nørde det ned i projekter, som jeg aldrig nogensinde havde troet, jeg skulle have lov til at nørde det ned i. Nej, lige præcis. Jeg tror, det gik to-tre uger, da Martin sagde, at det her, han tænkte, kunne være et elevprojekt. Og jeg kunne lide at mærke, at det var her, jeg bed på. Og så begyndte jeg at nørde søhjørsten. Og der er jeg så stadigvæk. Og ved du hvad, du ender med at nørde de der søhjørsten, til du er færdig. Ja, men det gør jeg. Vi bliver aldrig færdige. Nej, det gør vi ikke. Men jeg synes, jeg har lært rigtig meget af processen. Så det er jo fedt, og det er grundlag for et rigtig godt projekt til skolen, tænker jeg på et tidspunkt. Anna, kan du ikke fortælle lidt om, hvad en almindelig dag for dig er? Har du overhovedet almindelige dage? Nej, det har jeg ikke. Ingen af vores andre lærlinge har nogen almindelige dag? Det har jeg ikke. Hvad laver du egentlig? Jamen, altså til at starte med, der var jeg jo nede i administrationen, hvor jeg sidder på computeren og bogfører og afstemmer nogle grænser. Og ja, så kan jeg sende nogle regninger, lave nogle fakturer. Og så kommer jeg jo lidt med ud i informationen, fordi der er en af vores modarbejdere, der stopper. Og så skulle jeg ligesom sidde der nu og besvare mails og telefon og komme ud og følge mange forskellige opgaver. Ja, fordi det er jo ligesom det første sted, de fleste møder os, om man tror man siger, imens man går ind og besøger Nordsøen Udsenarium, ikke? Så det er jo både reception, information, I tager alle mulige arrangementer og ordner. Og jeg kommer løbende altid og siger, hold i en overstrækningstus. Så det er alt fra meget små ting til meget store ting. Ja. Så skal du sidde der i et godt stykke tid så? Ja, vi har det ikke helt på plads endnu, men vi venter jo på den nye direktør. Ja, det bliver så spændende. Så kan der jo så blive ansat en ny, når det er. Men ja, jeg regner med, at jeg skal sidde derovre. Og det går godt ind i dine praktikerklæring, altså nogle af de arbejdsopgaver eller hvad? Ja, det gør det jo. Men jeg synes det er virkelig fedt, fordi man får snakket med rigtig mange her på stedet. Og også lejerne, vi har, der er bare gang i den der nu. Der sker noget mere, end når man sidder oppe på kontoret, og man kun lige er en del af administrationen. Fordi I har jo også ansvaret for Forskerparten. Ja. Så I er jo også information og reception for dem, ikke? Jo, og vi laver også faktureringer af det til møder, som de har. Nå okay, det er jo mange mennesker så pludselig. Altså det er jo en del større end bare i går. Ja, og så når der kommer nogle udarbejdere, der mangler et eller andet, så skal vi jo også bestille det og finde ud af, hvor tingene er. Jeg håber, jeg husker at sende min fakturere til dig. Jamen det gør du. Du er faktisk en af dem, der har bedst til det. Ja. Det er fordi, jeg faktisk også selv kommer fra kontoradministrationsverdenen, så jeg ved, hvor vigtigt det er, og jeg ved, hvor sindssygt irriterende det er at sidde og ikke kunne afstemme noget. Og de der poster, der nogle gange dupper op på nogle af de korte, hvor man sidder og tænker, det kan jeg ikke gennemskue. Hvem er det, der har skrevet under på det her? Så derfor, når man selv har siddet der, hvor du sidder, så husker man sådan noget. Ja. Jeg er glad for at høre, at jeg stadig er i kredthuset overhovedet. Det er godt at høre. Jeg har også talt med nogle af de andre lærlinge, og har også selv givet udtryk for, at jeg er rigtig glad for, og de i hvert fald har også givet udtryk for, at de er glade for, hvor meget ansvar vi får lov til at få og tage som lærlinge. Ja. Er det også noget, du oplever hos dig? Ja, det synes jeg. Faktisk er deres læremetode lidt at sige, at det skal du bare finde ud af. Og så står man der. Okay. Men det er også fedt, for man bliver nødt til at grave lidt ned i det, og finde andre veje, og så står man lige pludselig og faktisk forstår det også. Så er det ikke bare for at vide, at det er sådan, at du skal gøre det. Så håber jeg også, at du får noget hjælp, hvis du har behov for det. Ja, så kommer jeg til dem, hvis jeg simpelthen skal sige, at jeg kan ikke. Jeg kan ikke. Nu bliver jeg nødt til at hjælpe mig. Eller give et hint. Kan du sætte mig den rigtige vej? Skal vi frem og sammen nu, eller skal vi på den anden vej? Ja, om det er godt at høre. Så det viser sig, at i hvert fald, de lærlinge, vi er på Nordsjøen nu, får lov til en del. Bliver udfordret også. Hvordan ser en normal dag ud? Har du overhovedet en normal dag? Nej. Det er der ingen af os, der har. Det har man ikke. Når man arbejder i køkken, så er det jo noget nyt hver dag. Fordi der er jo en ny menu på hver dag. Hvor meget laver du, skulle jeg til at sige? Får du lov som lærling, eller står du over hjørnet og skræller kartofler, som man nogle gange har hørt, at nogen kokke, eller dem, der arbejder i køkken, gør? Altså, jeg var jo i praktik på Nordsjøen, hvor jeg meget overrasket fik lov til at stå og lave suppe til alle dem, der var på Nordsjøen, imens jeg var i praktik, og der tænkte jeg bare, wow. Det er ret fedt, at jeg må faktisk få lov til at lave andet, end bare at stå og feje gulvet, eller skrælle de her gulerødder her hver eneste dag, for det er jo røvsygt. Men jeg får lov til rigtig, rigtig meget. Jeg er med til det hele. Der er ikke noget, som jeg ikke får lov til, eller hvor det er sådan, nej, det er ikke lige inden for din profession, det her, eller det er du for amatør til, altså, for det meste så er en hverdag, det er jo, vi starter altid med at lave morgenløft, så vi allesammen gør det fælles, som jeg faktisk også synes, er lige præcis rigtig hyggeligt. Det er ikke så mange steder, jeg har været, der gør det. Jeg tænkte lidt over det i morges, hvor det egentlig er hyggeligt, at man ser hele stedet på én gang. Ja, og vi får lov til at blande os lidt, ikke? Ja, og snakke med de forskellige, i stedet for, at man bare sætter sig ind i et pauserum, og spiser sin kedelige råbrød ifra. Men så efter morgenmad, så begynder vi jo produktionen på middagsmaden, hvor vi rigtig tit har nogle sponsorer, og nogle folk, som arbejder her på Nordsjøen, altså rundt om Nordsjøen. Ja, fordi hvor mange laver I egentlig frokost til sådan generelt? Fordi det er jo ikke kun Nordsjøen og Sønderjymen, det er jo også Forskerparken, ikke? Det er jo Forskerparken også, ja. Jamen altså, jeg tror, at dagligt laver Binanken mad til omkring 80-100, men det er jo meget svingende, fordi nogle dage er der folk, der kommer med, og andre dage er der ikke nogen. Altså, når man er et hold, og jeg har jo et ret godt hold over i køkkenet. Ja, det har du. Vi har det i hvert fald hyggeligt, eller lyder det ofte til. Så er det jo ikke et problem, at når man bare arbejder sammen, og når det hele, så er det jo det, der tæller. Det er det, der er det vigtige. Hvis du nu skulle fortælle nogen, der ikke ved, hvad en dyrpasserlæring laver på Nordsjøen, hvordan ser din dag ud? Jamen hold da op, det kan jo være forskelligt. Men altså, der er altid noget fodder, der skal forberedes. Dagen starter ofte ude i fodderkøkkenet med at forberede noget fodder. Derfor kan dagen gå mange veje. Derudover er jeg ude at fiske ved molen, og på stranden for at lede efter nogle sten. Men ellers så er jeg jo ofte at finde ud af sæltræning. To sæltræninger om dagen. Og ikke nok med at træne, så er vi jo også dem, der formidler. Så både formidling i forhold til sælerne, men også formidling i forhold til inden i vores storåsenarv, hvor vi har en dykker, der hopper i. Så det er også en rigtig stor del af det, så gør vi selvfølgelig rent, men der kan man igen, der er akvarie, det synes jeg jo er en fordel. Hvorfor er det altid det, man tænder på? Ja, men det ved jeg ikke. Det er bare store dyr, ikke? Ja, altså vandedyr, hold da op. Det gør vi så heldigvis ikke. Det er godt nok en brygdel af det, men selvfølgelig er der nogle rengøringer og nogle ruder, der lige skal pudses lidt. Der er nogle dyr, der kræver f.eks. søsheden, at de skal minimum have mad tre gange om dagen, og det skal være frisk fra frost, og der er flere ting, der skal være meget rutinepræget. Så er der altid nogen, der ringer. Der er nogen, der har fundet noget. Ja, lige præcis. Og så har vi jo også meget, når der kommer en sending af nogle fisk, eller vi skal have flyttet nogle fisk, så er det, at vi træder sammen i bussen her, og hele stedet hjælper hinanden, og det er faktisk ikke særligt sjældent, at det sker. Nu skal vi snart i gang med at have tyvet nogle gråhajer, og det er jo også sådan noget, som du selv snakkede om, det var torskende her den anden dag, vi skulle flytte, der rykker vi også sammen i bussen, altså der skal nogle hen og til, og vi er jo ikke det største sted, hvor der er de fleste ansatte, så vi rykker sammen, om det er akvariemester og lærerlinge, det er fuldstændig lige meget, men alle de hænder, vi kan få. Der er ikke, hvad skal man sige, herakiet er ikke så følt her, som jeg fornemmer, det er andre steder, og det sætter jeg faktisk utrolig stor pris på. Ja, men igen, det gør jeg også. Hold da op, vi får lov til at være med i mange ting, og lære mange ting, og jeg synes også, det er der, jeg lærer de fleste ting i hvert fald, og vi kommer ud og prøver hænderne i det. Og så observerer vi også vores dyr, vi forsøger sammen med dyrelægen, at have en eller anden håndling til, hvis der skal noget medicinering, og hvor lang tid, og hvordan det går, og vi skriver ned, vi adfærdsobserverer, altså vi er virkelig hele vejen rundt, og så er der hele teknikdelen. Uha, Mia, det er dit næste skridt. Jeg kan fortælle dig, at gå rundt nede i kælderen der, med Martin Riis akvariemester, det er altså en oplevelse, der vil noget, og man skal gøre det mange gange, fordi nogen så, hvor mange rør, vi har liggende hold nu op. Ja, men det er jo helt banalt. Ja, det er helt banalt. Og så hvis man kommer til at åbne den forkerte ventil, så står du ude med vand eller noget, så er det jo ikke... Enten at komme til at åbne noget forkert, eller at glemme at lukke noget, og så kommer man ned, og så ligger sælerne nede i sæltunnellen, fordi der var... Og det er jo ikke engang, og det er jo ikke... Det er jo ikke hver uge, men der sker da, at vi kommer ned til at oversvømme et rum, ikke? Jo. Vi er jo bare mennesker, og vi laver bare fejl. Og teknik kan virkelig drille meget svært. Ja, men jeg må også sige, at jeg er glad for også, at der ikke bliver kørt en nulfejlspolitik. Altså, der er faktisk en holdning til, at vi laver alle sammen fejl, og så finder vi ud af det samme. Nu fik jeg lavet en fejl her i går, omkring nogle laver, jeg havde glemt at sætte et net på, så de var blevet suget ud. Og der er svaret, Nå ja, det er de knups, livet giver. Vi kører videre. Og det er bare dejligt, fordi hvis man først bliver bange for at lave fejl, så laver man fejl hele tiden. Lige præcis, og det er vi jo ikke her. Det er jo kun os selv, vi er så bange og i knold, og det kan da godt være, vi ærer os lidt, ikke? Ja, men vi er kommet videre. Jeg er kommet over det, tror jeg. Det var godt. Ja, det var godt. Ja, det er vi glade for. Er der nogle sjove opgaver, som du ligesom tænkte, okay, det vidste jeg ikke, at man så også fik lov til at lave, som kontorlæring, eller er det anderledes, end du forestillede dig? Nu når jeg er kommet ned i informationen, så er der nogle opgaver, hvor det havde jeg ikke lige regnet med, at jeg skulle ud i. Når jeg kiggede op på bankkontoen, så ser jeg, at der bliver trukket noget til en boks i banken, og jeg spørger, hvad det er. Det var der ikke nogen, der vidste. Så gik vi lige på opdagelse der, og så skulle vi jo lede efter en nøgle, der passede til den her bankboks, og vi havde sat i alle mulige personer. Den var jo flere og flere år gammel. Der var ikke nogen, der vidste noget om den. Det var en hemmelig bankboks. Ja, det havde vi, og jeg gik faktisk meget op i det, og jeg har let i alle, at der var rigtig mange nøgler, på alle kasser, efter en nøgle. Og jeg fandt den aldrig. Så har jeg også kontaktet banker, og rundt omkring, for at finde ud af, hvad vi gør her. Og dem skulle så bruge os op. Hvad var det i det? Det var så kedeligt. Det var så kedeligt. Der var virkelig ingenting i. Der var sådan nogle backup-drev, som man ikke engang kan bruge længere. Ja, det var de. Ej, der var ikke engang sådan noget. Nej, der var ingenting i. Jeg havde håbet på, at der var nogle gamle dokumenter, eller billeder, eller sådan noget. Men nej, ingenting. Men nu har du så sparet Nordsøen, for et eller andet gebyr. Yes. Som de har betalt for i flere år. Men se, det er jo derfor, at man skal have nye øjne på nogle ting. For ellers fortsætter tingene jo bare. Ja. Jeg talte lidt med Mia, vores anden dyrepasser-lærling, om, at vi er ret glade for, i hvert fald i vores afdeling, tilgangen er, at vi alle sammen er mennesker, og vi laver fejl. Hvordan er det i køkkenet? Ja, jeg har været tæt på, i hvert fald. Men det er jo sådan, at lad os nu fx sige, at jeg laver en sup, og jeg kommer til at spille hele saltbøssen ud i hårsa. Så er der altid et fix. Hvad er det? Fx med suppe er det jo meget nemt. Man hælder bare noget masse vand i, og vand i, og vand i, og vand i. Du fortæller den! Og lige pludselig, så smager den ikke af noget mere, og så kan man... Man kan ikke starte forfra, i gods øjne, men man kan prøve igen, og se om man kan rette op på det. Og jeg har jo prøvet at spille en hel bak kartofler, eller et kæmpe stik kød på gulvet, og så får man lige et rap over fingrene. Men det er sådan, at i et køkken, der har man altid et backup. Man har altid noget i fryseren, eller man har noget i køleren, så man kan altid rette op på fejl. Godt tip. Ha' lige altid noget i fryseren. Ja, præcis. Det tror jeg, Loke, jeg også kunne lade af herhjemme. Er det for tydeligt at spørge dig, hvad du godt kunne tænke dig at bruge det at have blivet uddannet dyrepasser til i fremtiden? Altså, jeg vil sige, det ændrer sig lidt hele tiden. Jeg har jo altid haft en drøm om hundetræning, og har været uddannet hundedagsinstruktør, og gør meget i hundetræning selv. Men så synes jeg jo, så kunne jeg godt se fordelen i det her med at starte på akvariet, og så ligesom udvide horisonten. Og så både træne med sælerne, altså det var egentlig det, jeg tænkte, det var sådan, åh, det er fedt. Men nu må jeg sige, at jeg er vokset. Det er ikke kun det, der er fedt længere. Der er mange ting, der er fede. Nu nyder jeg bare at være heroppe, og jeg vil sige, at jeg er glad for, at jeg har to og et halvt år endnu, fordi det er simpelthen en dejlig arbejdsplads, og jeg lærer så meget, og jeg elsker at lære. Så det er det, jeg bider til mig lige nu. Om det så ender ud i noget hunde, det har jeg absolut ikke sluppet. Men altså dyretræning generelt, og sådan noget med avl og naturbevarelse, det står også holdt på listen. Anne, hvad skal fremtiden byde på, når du er færdig som kontorlærling her? Ved du det? Nej. Jeg skal jo have et job. Et bestemt job? Jeg vil jo gerne blive her. Jeg synes, at det er så hyggeligt at være her. Jeg tror bare, at jeg er nødt til at være heldig endnu. Det er super vigtigt. Det er super vigtigt at nyde det. Fordi den der lærlingetid kommer ikke igen, hvor man har masser af muligheder, begrænset ansvar, og man kan altid spørge om hjælp. Ej, det kan man også, når man er færdig. Synes du egentlig, at det er meget sjovt at have den der afvekslende ting mellem arbejde og skole? Det er sjovest. Arbejde? Jeg har en arbejdsmus. Det der skole har jeg aldrig været helt god til. Men så er det jo godt med en erhvervsuddannelse, hvor man får både teori og praksis. Jeg tror, at de fleste af os lærlinger er nok enige om, at vi bliver uddannet på arbejde, ikke på skolen. Nu er du færdig her på Nordsjøen. Har du nogle tanker om, hvad du skal bruge den her uddannelse til? Jeg skal væk fra Danmark. Du skal væk fra Danmark? Jeg er glad for Danmark, men jeg vil gerne ud og se verden, imens jeg stadigvæk er ung og har energi til det. Så jeg har tænkt meget før i tiden på at tage til USA og starte en lille foodtruck, fordi jeg har sådan lidt et weak point for chili og meget stærk mad. Så en af de koncepter, som jeg tænkte meget på, var at lave en foodtruck baseret på ekstremt stærk mad. Jeg synes, det er sjovt at teste sig selv og se, hvor meget man kan komme op i i vindstyrke og sådan noget. Men lige nu, der ved jeg ikke, hvor jeg vil hen. Men jeg ved, at jeg vil til et andet land og lære noget madkultur, fordi der er så mange lande, hvor der er så meget spændende mad og spændende måder at lave mad på. Så jeg tror, at når jeg er færdig med min uddannelse her, så skal jeg bare rundt. Flyve hele verden rundt og se noget forskelligt, prøve noget forskelligt, smage noget forskelligt. Der er ikke meget tilbage af den der introværdede dreng derovre. Nej. Jeg elsker det, det er fantastisk. Et godt råd til nogen, som godt kunne tænke sig at starte som lærling, skorstreget voksenlærling, og vækst inden du gjorde det. Nu kan man jo sige, at det faldt meget tilfældigt, men det jeg hører ude i branchen, det er jo, at det er svært, når man kommer over 25 år, at få en læreplads faktisk. Men så vil jeg sige, bliv ud med at søge, fordi der skal nok være steder, som her på Nordsjøen, der kan de altså godt se, at det er nogle gange en fordel, at vi har lidt erfaring og med os, og ellers så er det at være nysgerrig fortsat. Cool. Tak Mia. Var det ikke meget hyggeligt? Jo, det var det da. Har du et godt råd til nogen, som tænker på at blive caterlærling? Ja, cater eller kok. Vi er i samme båd, os sammen med tænderne, og alle dem inden for restaurationsbusiness. Vi arbejder hånd i hånd. Hvis jeg skulle give et tip, så er det bare at være sig selv, og møde op glade, og angrib dagen, fordi at de fleste dage, så glæder man det uanset hvad, fordi at man er et hold. I et køkken er man et hold, så man har altid nogen til at have i ens ryg. Jeg tror at folk, der ligesom føler, at man kommer til at stå med meget pres, eller at man kommer til at stå med rigtig meget i hænderne, sådan er det bare ikke. Det stikker ned, så der er jo altid nogen til at løfte en op. Det var et rigtig godt råd. Jo tak. Så glæder vi os til at smage alt dit mad, og jeg vil bare sige, jeg er altså også virkelig glad for stærk mad, så hvis det endelig er, at du har lyst til at lave sådan lidt rigtig stærk mad, så er det bare til, så jeg kommer og spiser. Okay. Tak fordi du havde tid, det var hyggeligt. Velsomt. Har du egentlig været med ude og fodre fælderne endnu? Nej. Hvorfor er det, at du ikke har det? Jamen jeg har heller ikke været med ude i det der dødmansrum, eller hvad det er. Dødmansrum? Hvad for et rum er det? Det er den der fryser, der er. Nå, det er fordi vi har en stor fryser, med en masse døde dyr, i sektionen. Jamen det vil jeg meget gerne vise dig. Tak. Du skal da også med ud og fodre nogle fælder. Ja, det vil jeg også, Karen. Jeg skal også få rundsuget ned i kælderen. Der er mange ting, jeg mangler. Nå, nu står vi i hvert fald nede i kælderen, nede i æggebakkerummet. Så tager vi sælerne af, og vores dødsfryser senere. Jamen det fikser vi, Anne. Det er godt. Jeg er nødt til lige at sløde lidt. Tak fordi du kom. Selv tak.