Details
Nothing to say, yet
Big christmas sale
Premium Access 35% OFF
Nothing to say, yet
Attribution 4.0
Others are free to share (to copy, distribute, and transmit) and to remix the audio as long as they credit the author.
Learn moreWelcome to a tour of the sculptures south of the railway. We start at Jacob's Church, where there is a cross sculpture made by Hein Heinesen. The sculpture is not finished and allows for individual interpretation. The golden leaves can be seen as symbols of the Ten Commandments or the cycle of life. There is also a wheel with a notch, symbolizing new life after Christ's resurrection. Another decoration in the church is made of plastic beads and represents baptism. Moving on to Østeråndsskolen, there is an artwork made of ceramic plates depicting the different facets of the school. The artist, Lisbeth Skov, wanted to create something joyful for the children. At Østermarinskolen, there is a painted iron sculpture by Egon Fischer, which was originally made for another school. It ended up at Østermarinskolen and is enjoyed by the children. We then proceed to Musikon, the newest district in Roskilde, which used to be the Ja, velkommen til en tur rundt til skulpturerne syd for banen, og vi starter i Jacobskirken. Jacobskirken jo som i år bliver 50. Udspilning inde i selve kirkenrummet er skabt af billedhuggeren Hein Heinesen. Det er et kors, som jo er symbol på kristendommen på korslistet. Og det er ikke helt gjort færdigt, kan man sige. Her består det af en stor naglejern, der er hængt op på huren, og så er der en stiblet linje, og så er der nogle guldblade. Og så kan man ligesom selv gøre det til et kors, gøre det færdigt. Man kan selv tolke det, som man egentlig vil. Der er ikke noget håndfast her. Det, at man selv skal tolke det, synes jeg, er en dyrke ved skulpturen, fordi så arbejder man mere med den selv, og oplever den mere, end hvis det er en fast, traditionel korsfættelsesfigur, der er hængt deroppe. De gyldne blade, som der er, der er ti. Kan man tolke det som de ti bud, eller også som livets gang, eller sådan noget. Og nogle ser det også som, at der er nogle glatte og nogle mere bøjede figurer af de her blade, som mennesker, der er på vej op mod den her stiblet linje, måske afslutningen på livet. Det, de har brug for at tage imod af noget, eller det er gradueret her, så de nederste trænger mest til det, det er helt op til en selv. Det er også et hjul, og hjul, det er normalt et symbol på årets gang, hvor det hele gentager sig. Men det her hjul, det har fået et hak. Der er et forsgrønt felt, det er bronze, som symboliserer, at nu spiger der nytliv frem. Det er det, som kom, da Kristi opstod påskemorgen. Monogrammet, det er der også, det består af det græske X, bogstavet P. Og de der græske bogstaver her, det er altså de to første ord i Kristus. Og det kunne så ligesom ansyde eller sige, at Kristus kommer snart. Det fuldende, det er på vej. Det er også en anden udsmykning i kirken. Den er skabt af to lokale kunstnere. Det er så på den modsatte væg. Det er Helle Hove og Iben Brøndum, som har lavet en udsmykning, der har med dopen at gøre. Det er et helt andet materiale, det er plastik. Det er perleplader, ligesom man kender det for mange børn, der har lejet med perleplader. Og det har man så også her. Det er en dorpsudsmykning, som er lavet ligesom snefnug eller abstrakte cybol- og snedkrystaller. Og det er i hvid eller klar plastik. Og på hver barn, der bliver døbt i Jacobskirken, bliver der sat en ny en op. Det er en meget poetisk og sød lille udsmykning. Inde i salen ved siden af er der malerier af en grønlandsk kunstner, men altså ikke flere skulpturer. Vi går fra Jacobskirken over mod Østeråndsskolen og går ind mellem gymnastikhallen og selve opgangen til skolens festsal. Men vi er stående udenfor og kigger. Fordi på gavlen ud mod os, der er sådan en udsmykning på væggen. Det er keramiske spiser, der er sat op i nogle mønstre. Det er Lisbeth Skov, som har lavet det. Og Lisbeth, hun var lærer på Østeråndsskolen i et par år. Og blev så videreuddannet som keramiker overfor Kolding Kunsthavns Skole. Og hun har ville lave et værk til skolen. Noget til børnene og noget, som de skulle glæde sig over. Og hendes udgangspunkt var, at hun gerne ville afbilde hele skolen. Den har jo mange facetter. Og det har været en afgørelse. Så de her firkanter, der hænger på muren her. Kan jo tølkes som facetter af et enkelt barn. Men også af den enkelte klasse. Med alle de forskelligheder, der nu er. Hun har brugt den her klare, flotte, blå. Middelhavsblå. Fordi i dag er hun altså keramiker i Grækenland. Fond Legandros. Og hun har så brugt en særlig flot. Og så er der sat en aluminiumsramme omkring. Aluminiumsrammen er lavet af skolens kulturcenter i sin tid. Og så er Lisbeth selv kommet med sine forældre. Og så er der en mure og sin mand. Og så har hun sat dem op. Hun har også lavet et værk et andet sted på skolen. Men det var over på afdelingen A. Og den er udvidet. Og det var sådan noget nede i 1. grad. Så børnene selv kunne røre ved det og sådan noget. Men desværre så er det gået i stykker og revet ned. Fordi skolen skulle udvides. Selve udsmykningen her hænger jo på fæstsalens bagside. Og den minder også om de der præstationer, der er lige på den anden side af muren. Det har hun i hvert fald tænkt på. Det var der, hvor skolen havde sine årsfester. Og det var der, hvor skolen havde sine årsfester. Det var der, hvor skolen havde sine årsfester. Og hvor eleverne kom op på scenen og brevierede og sendte glimt ud til alle sider. Lisbeth Skov lever som sagt på fundlæggende dros i Grækenland i dag. Og har travlt med at sælge keramik stadigvæk. Hun sælger stort set alt, hvad hun kan til krydstokskib og sådan noget, der kommer forbi. Men Østermarinskolen har altså fra en gammel elev og en gammel lærer fået den her udsmykning. Vi fortsætter igennem glasdøren. Vi er stadigvæk på Østermarinskolen. Og så er vi kommet ind i et lille forrum. Til den ene side har vi fire trin op. Så er vi inde på forrummet til skolen og skolens kontor. Til den anden side har vi Roskildehavnen. Men vi går de fire skridt op. Der står en bemalet jernskulptur. Den er i festlige farver. Den er i festlige farver. Og den er i stål, eller i hvert fald jern, og så er den bemalt med sjovere farver. Det er en korsskulptur, altså to plader, der er sat vinkelret på hinanden. Og den står på et lille fundament. Det er Egon Fischer, der er skaberen af det. Og der er ikke mange på skolen, der aner noget som helst om, hvem der har lavet den og hvorfor. I sin tid var den jo lavet til Maglegårdskolen. Østervejerskolen havde ikke noget kunst fra starten, fordi man havde lige lavet Klostermarkskolen på det tidspunkt, og der var budgetoverskridelse, og så skulle Østervejerskolen, det var den næste skole, der skulle man i hvert fald ikke have lavet det, så der var ikke kunst eller penge til kunst. Men det blev så vedtaget sidenhen, at der skulle være en vis del af byggesvummet, der skulle gå til kunst. Og da Maglegårdskolen blev bygget, så var der altså kunst og penge til kunst. Og den her, den er lavet til Maglegårdskolen. Det var Kurt Jensen, som var skoleinspektør der, og han var meget kunstinteresseret og sørgede for nogle virkelig gode ting til den skole. Men der var ikke elever nok, og den blev så nedlagt og bruges så i dag til Handelsskolen. Men alt hvad der hed bøger og møbler og alt sådan noget, det blev jo så sendt ud på de øvrige skoler, og ingen anede noget om, hvad de skulle gøre med den der skulptur. Så den endte ved et tilfælde på Østervejerskolen, og den kunne i hvert fald overstå henne i et hjørne. Men den har været svær at placere, men nu står den altså her. Og børnene kan godt lide den, specielt de mindre børn, de kan godt finde på at kravle rundt i den og sådan noget. Og det kræver en vis smidighed, så det holder de ret hurtigt op med. Men altså, der er ikke mange, der ved, hvad det er for noget, og de tror, det er et svejsekursus. Men det var altså en skulpturtype, som Egon Fischer han lavede i en overgang. Jeg tror, man kaldte det for en kortskulptur. Han er en kendt billedhugger, som er repræsenteret på næsten alle danske større museer. Og det her, det var sådan en af typerne af den slags arbejder, han lavede. Vi skal gå videre derfra, og så går vi gennem skolegården. Som regel er det åbent jo, som man kan, eller sommer man udenom. Men jeg tænkte, vi skulle gå ned gennem skolegården, og så ned til Roskilde Venge og køgevej, så vi kommer over på Musikon. Musikon Ja, nu bevæger vi os fra Østerrejse-skolen ned gennem Roskilde Venge og over køgevej over på Musikon. Det er jo Roskildes nyeste bydel, og Musikon kommer af Unikon, som betonvarfabrikken hed, og før den tid hed den Betonvarfabrikken Sjælland. Det var en af Roskildes store arbejdspladsangang, og jeg tror, der var ansat op mod 240 personer. De lavede alt muligt i betonvarfabrikker i beton. Store tomaterør, fliser, sf-sten, og så lavede de for eksempel karret til fontanen inde i Amaliehaven. Og de har lavet de her stopklodser, som man bruger ved vejregulering. Sådan en, som Hans Enge kørte ind i at stanse sin politiske karriere, og som så sidenhen er blevet kopieret af alle andre firmaer. Og som direktøren sagde, det kan enhver jøde og kineser finde ud af. De har også lavet alle de her fundamenter til lys, til et elmaster i forbindelse med elektrificering af jernbanen i Danmark. Der er lavet meget derude. Masser af terrasser også til alle boligblokkene i Storkøenhavnsområdet. Men det er altså slut med at lave beton, og det er blevet til en ny bydel nu. Målet er cirka 10.000 mennesker, der skal bo i området. Der er stadigvæk lidt tilbage af beton, fordi mellem laboratoriet og det, der så engang var hovedkontoret derude, er der lavet en slags vejspæring, kan man sige. Det ser ud som en blød masse, der flyder fra det ene til det andet. Altså, det er noget med idéerne fra hovedkvarteret, der skal over og tastes over i laboratoriet og så tilbage igen. Nu fungerer det som en slags vejspæring eller fartnedsættende ting, sådan at man kan gå fredeligt og roligt gennem Reballerstredet. Den der spæring, jeg snakker om, det er den, der er lige ude for Roskilde Ejensteater og Åbent Dans. Tilbage på betonfabrikken er der også nogle af de store haller, og specielt er det at se foran hallen det, der skulle gå hen og blive til Rokmuseet, der står nogle af de store elementer til, der bare krammer med, der skulle løfte de tunge ting, der nu var støbt. De står der og er ret skulpturelle. De er jo ikke skulpturer i sig selv, men de er skulpturelle, og de står som sådan en slags varetegn på pladsen. Langs Reballerstredet er der også sat små betonelementer ind, nogle af forskellige overflade og nogle forskellige strukturer, sådan at man kan se, at beton kan også være et levende materiale at se på. Er man heldig, så kan man også kigge over i kunstsmedien, det ligger over bag ved Rokmuseet, helt over ved det, der hedder bagtæppet. Der er måske besøg fra Afrika, hvert eneste år bliver der holdt et skulpturkursus derude, med en meget flot stenart, der bliver hentet dernede. Det er en slags fedtsten med en meget flot sproget. Men så er der ikke nogen sådan deciderede skulpturer på selve Musikon, men vi er jo på vej over til Roskilde Ring. Over på Roskilde Ring er der sat en række sten op. Hvis man ser over for tankstationen, så står den største sten der. Der er et billede indgraveret i stenen, og det er med en ridserbil, fordi man har genskabt Roskilde Ring, i hvert fald som en slags museum, og markeret det med en række sten rundt om det der indgangen af Roskilde Ring. Hver sten har fået en QR-kode på, og så kan man scanne den med sin telefon, og så kan man se en lille svalgfilm, eller høre en lille fortælling om Roskilde Ring. I alt er der 12 sten, og man kan jo gå rundt og kigge på dem, og kigge på parken, hvis man har lyst til det. Så skal vi over til et kostværk, som står over mod jernbanesiden. Det er Fortrøelsens, eller rettere sagt, Genfortrøelsens Brønd. Det er en kulturaf Mikael Tejl, og den er sat op der i 1990. Det er sten og bronze, den er lavet af, og det er sådan et flot jerngitter, som hvis man kigger ned der, så skulle der være nogle figurer nede i brønden, men det er aldrig lykkedes mig at se dem, men de skulle altid være dernede. Den skal ikke forestille noget, altså den er i sig selv, den er, som den skal være, og skal ikke ligne noget andet. Nogle synes, at den minder om sådan en eller anden månebase, eller noget fra soltemplet, og mange kan godt lide den, specielt om sommeren, der er mange, der sidder og får en øl eller to, for de her sæder, der er derovre, og så har de jo et fint udsyn over parken. Der er mange, der kommer forbi, mange flaskesamlere, og der er de ret rigelige at hente også. Om vinteren er den god til kælkebarken, der kan far og mor sidde deroppe, og så kan ungerne kælke ned af barken og klare sig selv dernede. Den er lavet af sten og betonsten, eller beton, som er farvet mørkt, og så er den sat op der. Lige i nærheden, der er der også en koldergang. Det er en olivenpresse, som stammer fra Sydeuropa i stedet, og den er betjent til hjælp af et æsel, der så har gået rundt og trukket den her rundt, og så kværnet olivenstenene, så man har fået olivenolie. Tolstrup, som var en af mændene, der skabte Roskilde Ring i sin tid, han interesserede sig også meget for skulpturer og mange andre ting. Han har en stor samling, og det er så en af hans sten, som er sat ud der. Det er jo ikke en skulptur i sig selv, men den er jo også meget skulpturalt og fin at gå og kigge på. Men nu skal vi videre, og vi skal over til den tælleste samling af skulpturer, vi har i Roskilde, nemlig over ved Rødhuset. Roskildes Rødhus består jo af den gamle Amsgård. Det er den bygning, hvor vinduerne er med de runde betonrør i som vinduer, og så den nybyggede del deroppe ved socialforvaltningen. Og den gamle Amsgård, den havde en meget fornændt skulptur foran sig, den var skabt af Robert Jacobsen. Den hedder Fortid, Nu tid og Fremtid. Det er en jernskulptur delt i tre, og så kan man selv bestemme, hvad der er fortiden eller fremtid. Nu tiden, den regner jeg med, er inde i midten, og det er så også den af skulpturen, der fylder mest. Robert Jacobsen lavede altid sine kunstværker af sådan nogle genbrugsmateriale, store, grove og ro former jern, og mange mente, at det kunne sagtens lave. Jeg var tilfældigvis forbi, da den blev afsløret, og der var så også to smede der, der stod og snakkede om, det kunne de også godt finde ud af, og hvem fanden betalte så meget for det gamle skråt der. Og så tog han jo to tyver op, og så føjer han dem til de her to fyre, og så sagde han, så kunne de godt stikke pipen ind. Jeg ved ikke, om han selv havde betalt dem for at komme og bruge sig, men i hvert fald så måder vi da bare fremmed, vi måder os over det. Jeg havde fået en gang at se, om jeg kunne fotografere den, sådan at man ligesom kunne sætte en anden sammenhæng på skulpturen, og jeg ventede tålmodigt på, at der skulle komme en gammel dame fra den ene side, og en barnevogn fra den anden, og så skulle jeg tage billedene, og lige præcis så. Men det har nu aldrig lykkes for mig. Det er noget af sådan en sjov ting at prøve at se, at man kan få skulpturer til at sige noget andet, eller sige noget mere, end det man egentlig troede. Nogle gange, så kan man få nogle sjove oplevelser ud af det. En af de kendte skulpturer i Danmark, det er for eksempel den, der står inde i Københavns Lufthavn. Den forestiller Vindenes Gud. Altså, hvor Dyshøvs har været i krigen og på vejen hjem, så har han på det held, at han har fået den konge, der nu behersker alle vindene, til at give ham alle vindene med en sæk, undtaget en enkel lille blid vind, som vil føre ham direkte tilbage til sit hjemland. Men sådan skulle det jo altså ikke gå, for Dyshøvs kunne ikke holde sig vågen, og hans mænd mente, at han må have fået en masse skatte med, og dem vil de da også godt se. Og de var i den her sæk, og da Dyshøvs var faldet i søvn, så gik de hen og åbnede for den, og så brød helvede jo løs. Så kom alle vindene ud, og så blæst de, og de blæst Dyshøvs, og Dyshøvs lagt pokker i vold, og han kom så ikke hjem i den omgang. Og lige den situation med vindene, der kom ud af sækken, den er så inde i en skulptur i Københavns Lufthavn. Og en gang jeg var derinde, så spurgte jeg en drage, hvad hedder den der? Ja, det ved jeg sgu ikke rigtigt, men vi kalder den, Hvor fanden er min koffert? Og det synes jeg egentlig var et meget godt navn inde i Lufthavnen. Ja, der står faktisk en anden skulptur, som jeg tror også de fleste kender derude at flyve. Når man skal bukket og skal op og gennem undersøgelsen der, om man nu har flasker eller parfume eller hvad folk nu har med, som man ikke må have, så står der to skulpturdamer og kigger ud over hele flokken af andre rejsende. Går man indenfor i Rødhuset, så kan man se på væggen, at det er et heraldisk ur. Dengang det var Amtsgård, der var Amtsdirektør Favolt, han var meget heraldisk interesseret. Han havde så skubbet af lige, at Roskilde Amt faktisk bestod af 12 kommuner, og det passede sig lige præcis med, at hver kommune kunne repræsenteres ved et tal. Så er det et heraldisk ur, og så kan man se, når klokken er 20 minutter i Solrød, eller hvor meget den er nu i Jyllænge, og se de gamle flotte bybog. Udenfor står der andre skulpturer. Der er en sød lille solskindspige, lavet af Gottfried Eckhoff, og den er fra 1976. Den er i bronze. Hun står og kigger op mod solen og nyder det i fulddrag. Det der med at få at fjerne skulpturer, det er også meget sjovt. Jeg har et rigtig godt billede, synes jeg selv, hvor det regner lige ansigtet på hende. Men hun er meget sød, som hun står der. Der er også en skulptur af en dansk-japansk billede, hvor hun skulle hedde Jun'ishi Inui, og skulpturen er udarbejdet i 1990. Den står på sådan en granitsokkel, og så er den en underlig form, der er lidt blød for oven, og lidt mere rundt for neden, men bemalt med nogle røde kantede zigzagstreger. Den hedder Blæst, og jeg har min egen personlige tolkning af den. Jeg synes, at det, der stikker op øverst, det minder om noget blødt gobleagtigt. Der er også en goble, altså en vandmand, som hedder Portugisisk Årlovsmand. Den har ligesom et lille sejl, altså noget, der rager, og den her klokke, som goblen danner, har også et lille sejl på, som sådan er en lidt boblet, lidt løs ting, der rager op, og den fungerer på den måde, at når det blæser, så kan årlovsmanden goblen sejle afsted med det sejl. Det er en, man ikke sådan skal komme hen i nærheden af, fordi den har nogle meget lange, ubehagelige brandtråde. Det er altså en brandmand, der er lidt værre end dem, vi kender herhjemmefra, og det, synes jeg, det minder lidt om de der firkantede eller de der zigzaggede røde streger, der er nedenunder. Så for mig er det en portugisisk årlovsmand, men det ved jeg flet ikke, om kunstnerne har haft i tankerne, men det er jo fint nok med skulpturer, som man kan tolke på sin egen måde. Den er opsat i 1990, og den ligner ikke rigtig noget andet, vi er vant til at se i Danmark. Skulpturer, de kan stå godt, og de kan stå mindre godt. Jeg synes, Over Jaksens skulptur foran står rigtig godt, men der er en anden en, der er sat op, som ikke står godt. Den står på hjørnet af Køgevej og Gormsvej. Det her er en granitskulptur af Jørgen Haugen Sørensen. Det er Staten Kunstfond, der har den, og de har sat den op der, så vi kan få lov at kigge på den. Den står sådan set lige på hjørnet, og som sagt, jeg synes, den står dårligt, fordi kommer man kørende af Gormsvej og skal svinge ud, så kigger man på trafikken, og så har man ikke tid til at kigge på kunst. Kommer man ud af Køgevej, og der er modgående trafik, og der er måske ambulancer, og der er travlhed på sygehuset, jamen så er det jo heller ikke det, man kigger på. Og så er der træer omkring, så den altid ligesom står i skygge. Jeg var på en skulpturtur engang med en dame med os, og hun bodde på Gormsvej og havde gjort det i lang tid. Hun havde aldrig set den før, og det siger noget om, at den ikke er særlig godt placeret. Men den er altså lavet af Jørgen Haugen Sørensen, og han har lavet mange forskellige skulpturer. De seneste er sådan nogle, hvor han gør sig meget umaget for, at den skal ligne grå, ubearbejdet granit, så man nærmest ikke kan se, at han har blandet sig med, hvordan den skal være. Den er uden titel, og jeg ved heller ikke, hvad den skulle hedde. Men det var sådan set den tætteste gruppe af kunstværker, vi har. Der er også noget mere inde i selve bygningen. Det er nogle gipsskulpturer, men dem synes jeg ikke er så interessante. Så er vi kommet over til sygehuset. Her har vi så ud mod køgevej. Der står sig en sød skulptur. Den forestiller et hængstefølg, og det er af bronze, og det er et værk af Gudrun Lausen, som var en Roskilde-billedhugger. Hun lavede dyr, og har lavet flere ting her i Roskilde. Og den her står altså foran det, som vidst nok engang var fødeafdelingen, og så kunne man se ud på sådan et frisk drengebarn, som det her. Det er lige før, jeg springer rundt. Foran Hedegårdens skole, eller rettet sagt bagved Hedegårdens skole nu, står der også et af hendes værker. Det er en kalv, og den er helt blank i hovedet af alle de børn, der er gået og kælede med den. I Hemmeløv er der også ved Gadegården sked, masked, der ligger der. Og hvad har hun lavet mere i Roskilde? Ja, hun har lavet det, der hedder Dugebrønden, oppe ved Algade, hvor man kører ind til Bikuben eller Danske Bank, som det hedder nu. Der var en brønd med noget keramik med duer på, som desværre blev ikke kunne holde til frosten. Resten er som et relief oppe ved en af muren derinde. Men en lokal roskildedame og nogle meget søde og meget naturtro skulpturer. Hun er rigtig god til det. Vi går igennem selve sygehuset, altså ind ad Svingdørene, og så gennem Cafeteriet og ud på den anden side, og over til en bygning med gule tegl og flade tage. Men ved indgangen står der en skulptur, som vi lige skal have med. Det er en skulptur, der hedder Ørn. Og Ørn er en skulptur af Måns Bøghild, og den er fra 1979, bronze. Og han var utroligt dygtig til at lave dyr. Her er en ørn, altså en kongørn. Den er næsten skitseragtig. Først modelleret op i lær og så støbt i bronze, men hvor mange andre fuglestatuer jeg kender, der sidder dyr stille, kan man sige. Her er der gang i den, og han var rigtig god til at fange de der bevægelser. Og det virker på mig næsten skitseragt. Han var også kendt for at sidde i Zoologisk have og tegne, og har tegnet mest altid. Et af hans mere kendte værker står i Aarhus foran Rødhuset. Det er den, der hedder Svinebrønden og Grisebrønden. Der var en af Roskildes stenhuggere en gang. Han havde været med til at lave den i granit. Og han fortalte mig, at der var flere stenhuggere, som havde knækket, eller hvad skal vi sige, havde opgivet, fordi de ikke havde nærvær til det. Specielt havde de ikke nærvær til at lave de små pattegrise og deres ben. Det var alt for spændende til de tur arbejder med. Men den blev da færdig. Men den, der står derovre, Aarhus, den er altså i bronze, ligesom den her. Men det var Ørn. Ja, det var så den her tur rundt i Sydforbanen. Når man sådan tænker efter, så synes jeg egentlig, det er meget spændende, hvad der egentlig findes, og hvor forskelligt det er. Det er da en god ting en gang imellem lige at gå rundt og hilse på, og se om der er kommet noget nyt, eller hvis det er frem for nogen at kende. Så god tur!